Kan man tjene penge på gratis musik? Det er Sfinxens ubønhørlige spørgsmål til en musikbranche, der stadig kommer farende med streamingtjenester og luksuriøse genudgivelser for at lappe hullerne i en økonomiske struktur, der er braset sammen. Hvis man stiller spørgsmålet til rapperne J Cole og Marc Miller, vil de sikkert grine hele vejen hen til banken og råbe ’ja!’ over skulderen. I slutningen af sidste år røg de som raketter ind på toppen af de amerikanske hitlister ved at sælge hundredtusinde kopier af hver deres debutalbum. På en enkelt uge. Dermed høstede Cole og Miller frugterne af arbejdet med at bygge en dedikeret fanbase op via gratis musik, lagt ud på nettet som de såkaldte mixtapes. Den hvide fløs Miller formåede i følge The New York Times endda at sælge 76 procent af sine 144.000 eksemplarer som downloads. Men ikke nok med at mixtape-kulturen viste sit kommercielle potentiale i 2011, så det kunne måles i grønne dollar. Året igennem flammede den kreative omgang med moderne popmusik op i den hjemmeudgivende turbine og redefinerede ikke mindst r’n’b. Dybvandsbombende trommer En af det seneste års mest markante mixtape-navne er The Weeknd. Under navnets ordspil har Toronto-sangeren Abel Tesfaye på tre mixtape-album udforsket forbindelsen mellem weekendens hedonisme og den efterfølgende svækkelse. I et musikalsk sprog, der henter sine virkemidler i den glatte r’n’b, men dypper den i skårene fra knuste sprutflasker og flækkede hjerter. På det første, skelsættende album, ’House Of Balloons’ blev stofferne hakket op med melankoli, og det næste, mere abstrakte, ’Thursday’, skruede op for mørket i fortællingens hovedperson. LÆS OGSÅSvækket weekendhjerte genopfinder r'n'b

Uden at bryde radikalt med den snigende og disede udvidelse af r’n’b afsluttes trilogien i hiphoppens tegn med beats under den vibrerende vokal. Og rammer muren af mistro, utroskab og falske miner, hvilket gør den desperate hylende coverversion af Michael Jacksons ’Dirty Diana’ til en indlysende åbner. Selvdestruktionen i ekkoet fra nætterne på klubberne flyder over og drukner de seksuelle relationer i kulde: »Let’s make it seem like/ we’re all we need«. Crooner Teafaye med sin allerede genkendelige og hudløse falset. Over dybvandsbombende trommer under de udflydende synthflader på den olierede overflade. Dermed sætter The Weeknd et overbevisende punktum for en trilogi, der samlet efterlader et markant aftryk med sin tåge-klagende opdatering af r’n’b. For mange kruseduller Samme Bret Easton Ellis-tematiske tilgang til håbløshedens moderne erfaringer kan man finde i mere provokerende indpakning på mixtapet ’PurpleNakedLadies’ fra duoen The Internet.