Jeg glæder mig til at slå dig ihjel. Den morbide sætning kan man let komme til at gå rundt og nynne glad for sig selv efter et besøg i Lise Westzynthius kummerfryser af et album. En mærkværdig kontrast, men meget sigende for et break-up-album, hvor teksterne søger nedad, mens melodierne vil den anden vej.
Begær på hovedet
Efter tre album på engelsk vender Lise Westzynthius sig mod modersmålet og tegner med ’Tæt på en kold favn’ et stålkoldt portræt af kærlighedens sammenbrud. Som en styrtdykkende falk, der med al for høj fart hvirvler mod jorden og har glemt, hvad vingerne skal bruges til.
Eller er blevet ligeglad, som det hedder på titelnummeret: »Du vender tilbage/ Og spinder hjul i mit blod/ Men det er ikke det værste/ Det værste er at jeg er ligeglad«.
Fornemmelsen for de små knirkende låger i det dansk sprog er på plads hos Westzynthius, mens hun svinger mellem de udbrændte følelser og små niv af længsel.
Fortvivlelsen udstilles i sårbare sange som ’Lukker mig om dig’, der i et ekko af synth-temaet fra Anne Linnets ’Glor på vinduer’, vender begæret på hovedet i de desperate linjer »jo mere jeg mister dig/ jo mere lukker jeg mig om dig«. Den smittende melodi Albummet danner en suite om udslukket kærlighed, og det ville have været fremragende, hvis ikke sømandsvisen med Sebastian skar det ellers så stærke værk midtover. Så hellere fortsætte på muntre afveje med en mere imødekommende Westzynthius på den Rocazino-poppede ’Se, uden hænder’ eller få et smil på læben af det køligkomiske vredesudbrud ’Jeg glæder mig (til at slå dig ihjel)’, der med sin monotone rundgang minder om Raveonettes.
