Gode rockbands falder i to kategorier. Dem, der fornyer sig, og dem, der forfiner deres stil.
Med den myreflittige Troels Abrahamsen i front, ligger det altid i kortene hos Veto, at der skal ske noget nyt.
Men selv om den elektrorockende kvintet har skruet op for forandringerne med deres fokus på de hurtigere ep-udgivelser, der skal skabe rum til eksperimenter, lyder de som et band fanget på mellemhånd.
De seks nye sange tegner omridset af et band, der bevæger sig i nye mere kuperede retninger, men også forfalder til et mekanisk groove, hvor sangene ikke får luft, og melankolien bliver rituelt gennemspillet.
Velspillende electrorockere nærmede sig ensformighedenDet elektroniske har for længst ædt det rockende, og Veto følger i dag serielle mønstre, hvor det interessante foregår i lyddesignet rundt om de bastante rytmespor.
Abrahamsen kaster sin desperate stemme ind som en markering af følelser, der mimer desperate knytnæveslag mod en betonvæg. Men ti år senere kører dét temperament på rutinen.
Veto løber på stedet. I tunge militærstøvler. Gid de ville løsne grebet for alvor.
fortsæt med at læse
