Der løber en stædig ild gennem Mathilde Falchs andet album.
Udgivet på eget pladeselskab insisterer hver eneste af de 11 poprocksange på at være til i verden. Og til forskel fra den 24-årige sangerindes første album er der mere kontakt til drifterne end kærlighedens knækkede poesi.
Medina skifter spor på bagholds-epSe blot blikket bag læderjakken på coveret. Men selv om Mathilde Falch offensivt frister med »en nat, jeg lover du aldrig glemmer«, er sangene ikke uforglemmelige.
Den løse tilgang til amerikansk radiorock er mere forjaget end energisk.
Falchs stemme står ikke over for traditionen, og hun forsømmer at følge sine sange til dørs.
Håndværket er ikke godt nok, og det kan stædighed ikke dække over.
fortsæt med at læse




























