Ti år er gået, siden Mastodon med deres andet album, ’Leviathan’, et mesterlig labyrintisk konceptalbum om Melvilles ’Moby Dick’, blev katapulteret op i metalmusikkens superliga som et aldeles kærkomment orkester, der både havde formatet, fantasien, vovemodet og hestekræfterne til at blive så store, som bandnavnet for længst havde spået om, siden den bredskuldrede kvartet første gang hamrede hovederne sammen hjemme i Atlanta, Georgia, omkring årtusindskiftet.
Med komplekse rytmestrukturer, muskuløse brøleskrig fra tre fjerdedele af bandet og guitarsoloer så lange som skolernes sommerferie kombineret med en ret uimodståelig blanding af rankrygget ambition og drivertens jointglade ro på er Mastodon da også blevet, ja, mastodonter på deres felt.
Sydstatsmonster sender en tung, varm bølge af lyd over PumpehusetOg det er helt igennem forståeligt, for få bands kan mønstre et vingefang som de hulemandsudseende kæmper fra Sydstaterne, der selvsikkert har trampet rundt i metallens urskov af undergenrer fra dag 1.
Fra tjæretung sludgemetal til episke flodbølgeforløb af progressiv metal svøbt i kaskader af guitarlir.
Provokerende pæn
Men efter en mindre årrække med album om både Rasputin, hvaler og selvmord, sluttede Mastodons konceptalbumforelskelse i 2011 med den langt mere ukomplicerede ’The Hunter’, der også rent musikalsk markerede et skift i en blødere retning end tidligere.
Og det er stadig den lyd, Mastodon holder fast i på deres sjette album, der bærer titlen ’Once More ’Round the Sun’, og det er ikke nogen gennemført god nyhed.
Albummet åbner solidt med den majestætiske ’Tread Lightly’, men herefter er vejen igennem dele af albummet nærmest foruroligende godt asfalteret – det lyder simpelthen for glat.
Tag for eksempel den uambitiøse ’The Motherload’, der godt nok leveres med en vis intensitet, men som rent melodisk er provokerende pæn.
Det lyder jo som en Foo Fighters-sang! Bare indspillet nær et brusebad med fuld skrald på vandtrykket. Øv ...
Ligeledes skuffende er lyrikken, det tidligere har været en poetisk knudret fornøjelse at begrave sig i, men som her forfalder til det dovent futile med linjer som: »Things'll work out just fine/ We won't let you slip away«. Hvor ligegyldigt kan det blive?
Hvor er vanviddet?
Samme følelse af musikalsk skuldertræk driver fra det undervældende titelnummer, ligesom de atletiske breaks på ’Halloween’ lyder som et ekko af Queens of the Stone Age.
Og det er en skam. Ikke fordi der er noget galt med hverken Foo Fighters eller Queens of the Stone Age, men fordi benævnte sange mangler den tyngde og det fascinerende strejf af vanvid, der tidligere har præget Mastodons musik.
Metallica buldrede løs med en sikker omgang 'best of' i Horsens’Chimes at Midnight’ får tilmed lov til at fade ud i stedet for at lukke sig selv ordentligt af, hvilket er symptomatisk for et album, der i store glimt fremstår uforløst.
Godt selskab, trods alt
Når det er sagt, er Mastodon ofte stadig godt selskab trods alt.
Som når Brent Hinds og Troy Sanders synger tostemmigt i omkvædet på det næveknyttende melodiøse anthem af en førstesingle, ’High Road’, ligesom ’Ember City’ og ’Asleep in the Deep’ er elskelige beviser på, at Mastodon stadig kan skære fabelagtige sange, der nok bliver lovligt pompøse i omkvædene, men stadig demonstrerer musikalske begavelser, som langt de fleste bands kun kan drømme om.
fortsæt med at læse
.jpg)
.jpg)
