Det starter som knips på en jødeharpe med fire sekunders interval. Doing ... ... ... Doing. Med en resonans af elektroniske effekter. Så stiger synthfladerne, mens lyden af en ubåds ekkolod fører frem til det første beat efter tre minutter og fire sekunder. Ikke typisk for en technomusiker, der som Plastikman blev kult inden for genrens taktfaste trykbølger mod dansegulvene i midten af 90’erne.

’EX’ er Plastikmans første album i 11 år, og det blev uropført sidste år til Guggenheim-museets årlige fundraiser-arrangement, hvor Diors kreative direktør, Raf Simons, havde inviteret ham til at lave en forestilling med lyd og visuals i museets store aula foran en LED-skærm, der strakte sig som en obelisk op mellem museets ringformede svalegange.

Det er ikke svært at forestille sig, hvordan New Yorks kunstelite har stået med langstilket boblevand og fed fundraiserpung og lyttet koncentreret med al den kulturelle åbenhed, det kræver at netværke. Spørgsmålet er, om projektet også holder som album afspillet i stueformat og uden lydens dialog med de visuelle effekter.

Med ’EX’ kan de hardcore fans endelig få svar på, om manden bag aliaset, Richie Hawtin, kan holde liv i den plastikmand, som blev technoens første brand, trykt på sweatshirts, tatoveret på overarme og tegnet på skolehæfter over hele verden.

Den korte dom lyder, at det kan han ikke. Men Richie Hawtin har også meget større planer med at slippe sin Frankenstein løs i det fine selskab.

Kometkarriere
Richie Hawtin havde en ubekymret middelklassebarndom i Windsor, en mindre canadisk by på den anden side af floden til Detroit, hvor hans far arbejdede på General Motors som robottekniker. Det var netop bilfabrikkernes robotter, der tog arbejdet fra borgerne og efterlod byen i social ruin, hvor technoen blev født som en modkultur blandt den arbejdsløse sorte middelklasse.

Teknologien skubbede industriarbejderne ud i rendestenen, men den skabte velstand for Hawtin-familien, så det lå næsten i Hawtins dna, at han skulle strippe technoen for sine modhager og skabe genren minimal techno, hvor han som en anden softwareingeniør kunne dimsedutte musikken hen mod æstetiske kælerier for en hvid middelklasse.

Hawtin havde ellers indledt en kometkarriere som Plastikman på danseklubber med eksperimenterende og aggressiv techno, men så detonerede terroristen Tim McVeigh sine bomber i Oklahoma City i 1995, hvilket indirekte blev starten på en ny æra for technomusikken.

Da Richie Hawtin dagen efter kørte fra sit canadiske hjem for at spille på klubber i New York, blev han stoppet af det amerikanske grænsepoliti, der var mistænksomme over for unge hvide mænd med kort hår og teknik i bilen. Hawtin blev sendt tilbage og fik forbud mod at krydse grænsen til USA i 18 måneder.

I den periode isolerede han sig i sit studie, og afskåret fra klubbernes acid-energier udviklede han en skrabet, disciplineret og eksperimenterende stil, som han udgav på 12 ep’er, én om måneden i et helt år. Det var de såkaldte ’Concept’-udgivelser, der regnes for starten på den minimal techno, som blev en af 90’ernes mest populære elektroniske genrer.

Gesamtkunstwerk
Under sin isolation begyndte Richie Hawtin også at interessere sig for billedkunst, i særdeleshed Mark Rothkos ’multiformer’, hvor lærredet er symmetrisk inddelt i rektangulære felter af kontrasterende farver. Det var kunsten og livet skrabet helt ind til kernen, og Hawtin så en sammenhæng mellem billederne og sin lyd, som rakte langt videre end dialogen mellem mikserpult og dansegulv.

Så sideløbende med sin internationale succes i dansekatedraler på Ibiza, i Berlin og London gav han i de efterfølgende år koncerter i kæmpeformater som ramme for en slags Gesamtkunstwerk.

I 2006 skabte han sammen med koreografen Enzo Cosimi kompositionen ‘9.20’ til vinterolympiadens åbningsceremoni i Torino og udtalte i den forbindelse, at det handlede om at flytte grænser for kunstner og publikum, så man »ikke bare underholder, men også introducerer publikum for syn og lyd, som de måske aldrig før har oplevet«.

Han sigter mod at ophæve skellet mellem scene og sal, mellem hjerne og krop og mellem billedkunst og musik. Kritiske stemmer har ment, at han har fjernet sig for meget fra udgangspunktet, at der ikke længere er tale om musik, men om koncepter og business forklædt som filosofisk vrøvl.

Ingen forløsning

Om kulturpingerne på Guggenheim fik epifaniske orgasmer under koncerten, kan man kun gætte på, men når man lytter til albummet, er det i hvert fald svært at få en totaloplevelse ud af musikken uden dialogen med rummet og de visuelle effekter.

Synthfladerne er susende og lyst disede, basbeatet er blødt smældende og sømløst flydende, mens highhattens nålestik prikker på de helt rigtige steder som blinkende diamanter i en kulmine. Det er en stor og tyktflydende lyd, der fylder rummet ud som lakridskaramel, der bevarer samme smag og konsistens efter en times mekanisk tygning.

Det er lækkert, forførende og på kanten af noget farligt, men aldrig svimlende, smertende og slet ikke forløsende. Det er suspense uden klimaks, som på nummeret ’EXpire’, der simulerer technoens struktur af build up/drop, men erstatter klimaks med et tomrum, der overlader det til publikum at detonere dramaet i fantasien. Musikken kommer ikke i højttaleren, så at sige, for den skal ikke underholde.

Men hvad skal den så? Måske er det et djævelsk trick at bygge så demonstrativt op til et klimaks, der aldrig kommer, et forsøg på en Verfremdungseffekt, der skal blotlægge musikkens mekanismer og vores egen trang til bevidstløs nydelse? Måske er det bare krukkeri for den kreative overklasse?

Uden visuals og fysisk tilstedeværelse er det svært at få en fornemmelse af Plastikmans projekt. Man efterlades med noget, der lyder som et filmscore, og uden skærm truer de seks sømløst sammenfiltrede tracks med at flyde ud som baggrundsmusik, der sløver mere. end de skærper sanserne.

Men Richie Hawtin er så kirurgisk præcis i sine effekter og så kompositorisk klog, at det er morfin af højeste karat til det smertefri trip.