Det starter så forrygende, som man ikke i sin vildeste fantasi havde turdet drømme om. Faktisk er åbneren på Depeche Modes studiealbum nummer 12, 'A Pain That I'm Used To', lidt af en sensation. Popmusik af overraskende høj kvalitet Melodi og produktion er superb med sit tyngdepunkt i et flot løftet omkvæd i et udtryk af klassisk synthesizer-pop og hård, diskant og skærende industrial, som vi kender det fra Nine Inch Nail. Men også Martin Gores tekst om det moderne menneskes apati i en verden, hvor den sidste bøn, vi synes at have, er »giv mig en smerte, jeg er vant til«, er formidabel. Popmusik af overraskende høj karat fra Depeche Mode, som har skuffet på de seneste album, 'Ultra' fra 1997 og 'Exiter' fra 2001. Med en sådan sjælden udgivelsesfrekvens skal der mere til, og det lever den britiske trio heldigvis op til på 'Playing The Angel'. Moderniseret udgave af gamle dybder Her præsenteres vi ikke blot for klassisk Depeche Mode synthesizer-pop med solide melodier og religiøse metaforer på spil i teksterne, nej, vi får en justeret og moderniseret udgave af de gamle dyder. Albummets første del holder næsten niveau med den fænomenale åbning. 'John The Revelator' er endnu en flot svungen sang med analoge synthesizere som mærkevare for DM og en vedkommende tekst om de mennesker, der søger troen, udelukkende ud fra en egoistisk formodning om, at det må give dem fordele. Singlen 'Precious' er ganske enkelt årgangs-Depeche Mode, mens 'Suffer Well' med den drilsk letløbende melodi holder fast i det elektroniske med sylespidse nålestik fra Martin Gores guitar. Indbydende ballade Desværre lever den resterende del af albummet ikke helt op til denne suveræne start. Melankolien driver fra mørke ballader som 'Damaged People' og 'The Darkest Star' som støvregn i oktober på endeløse landeveje i Jylland. Den delikate dansebombe 'Lilian' er dog endnu et godt bud på et klassisk Depeche Mode-hit. Fast står det dog, at Depeche Mode har udgivet trioens bedste album siden 'Songs Of Faith And Devotion' fra 1993 med en velsyngende og åbenlyst forløst Dave Gahan i dén vokale front, han truede med at forlade, hvis han ikke fik lov at bidrage til sangskriveriet.
Det gør han i tre numre, men de hører -med undtagelse af den indbydende ballade 'I Want It All' - til de svageste på dette fine udspil, som atter anbringer Depeche Mode på rockens top. Med en velkommen og vedkommende dosis af det, briterne selv på coveret beskriver som: »Pain and suffering in various tempos«. Sandt og sundt.
