Det er åbenbart en god ide at lade fortiden begynde. I hvert fald har debuterende Caspar David sørget for, at det danske rockår 2007 har fået en forrygende start med ’Let The Past Begin’. En stor, formfuldendt og meget udansk trækfugl, der flyver ind under åben himmel med en prægnans, så man straks kan mærke vingesuset. Tidspunktet for debuten er velvalgt. Caspar Davids kompetente album er i mange henseender en melodisk sikker hyldest til tilstanden melankoli, hvilket vel passer som paraply til dagsregn på tilstanden i vort lille vinterlune rige i januar. Ikke at Caspar David manieret dyrker tristesse, den strømmer bare blidt under musikken som en eftertanke fra den traurige fortid, titlen hentyder til. Med klassisk ro Selv om man kan høre amerikanske navne som Jeff Buckley og Grant-Lee Philips hænge i tonernes tapet, er Caspar Davids klaverbårne stil markant og mere rummelig end inspirationskilderne.
Der er en næsten klassisk ro over kompositionerne, der passer fint overens med de afstemte og præcise tekster. Selv om titler som ’Melancholia’ og ’Beauty Of A Crying Man’ taler for sig selv, er der flere dybder i både musik og de mange ord om fortabelse, tab og forsøg på at finde sin egen sti ud af moradset. Indbydende lækker Heldigvis synger Caspar David sine sange med så stor autoritet, at både patos, skælven og klynken undgås. En tåre-tintet vokal havde været for meget af det gode.
