Efter de tegnede tosserier med Gorillaz, der efterhånden nærmest antog karakter af et moderne Monthy Python, omsat til musik, efter eksperimenterne med musikere fra Mali og ikke mindst rockgruppen Blurs fantastiske udviklingsrejse fra postmodernistiske provokatører til en vederhæftig og væsentlig ingrediens i britisk rock, er tiden inde til et personligt maskefald for sanger og sangskriver Damon Albarn. Tilbage til rødderne
Ganske vist er det bandet af samme navn, der står bag albummet ’The Good, The Bad And The Queen’, men projektet tager sig ikke desto mindre ud som et personligt projekt fra Damon Albarn med hjælp fra nogle ekstremt kvalificerede venner. Man kan roligt bruge klicheen om at vende tilbage til rødderne for den 38-årige Damon Albarn. Ikke alene er han returneret til et mere enkelt, musikalsk udtryk, han har også i høj grad valgt at tage sig selv og sit fædreland, England, under luppen på dette udspil.
På sin vis minder ’The Good, The Bad And The Queen’ en del om album som ’Modern Life Is Rubbish’ og ’Parklife’ med Blur. Også på de album beskæftigede Damon Albarn sig i et melodisk univers med britiske dyder og forhold, det skete bare med spandevis af postmodernistisk ironi som gardering.
Den er væk her, hvor vi fra første færd i ’The History Song’ slår den dystre tone an og over en enkel akkord overværer en hængning ved Marble Arch i fortidens London. Her hagede de pårørende sig fast i benene på den, der dinglede i galgen for at få døden til at indtræffe hurtigst muligt: »A storm of strings/ Far away/ The Hangers on/ saved the day«, som Damon Albarn nøgternt konstaterer over et næsten barnligt la-la-la-kor. Alt godt fra rock-scenen
Straks efter kalder det piano, som mange af sangene er baseret på, til samling igen i den muntre melodi ’Eighties Life’ med det formfuldendte doowop-kor. Sammen med numre som ’Kingdom Of Doom’ og ’Green Fields’ drømmer sangen sig tilbage til tidligere tider med plads til principper og grønt i byerne. »We saw the green fields turn into stone, such lonely homes«, som Albarn synger i ’Green Fields’.
Musikalsk er der ikke tale om rock eller pop, snarere om elektrificeret folkemusik som i eksempelvis ’Northern Whale’, der næsten kunne spilles med harper og spinette frem for de elektroniske finurligheder, melodien nu er bygget op over. Godt set af Albarn og succesproduceren bag både så moderne sager som Gorillaz og Gnarls Barkley, Danger Mouse. For folk er hipt som tilbage i tresserne og med dette elektroniske pynt, er det langtfra utænkeligt, at makkerparret igen har plantet en retningslinje, mange andre vil forsøge at følge.
