Selv om og til en vis grad fordi Nick Drake døde som bare 26-årig i 1974 hjemme i sine forældres hus i Warwickshire i England af en overdosis antidepressiv medicin, er han stadig et enormt kultnavn. Nick Drake var emo, flere årtier før nogen fandt på at oprette en særlig musikalsk genre for en mere eller mindre økologisk, ekstremt sensitiv rock. Han var moderne folkemusiker og skæbnesanger, længe før den slags hippiemusik blev moderne igen. Og han sang om depressioner, sindslidelser, selvmord og sammenbrud, før de emner overhovedet var noget, man talte om. En særegen blanding Men først og fremmest skrev Nick Drake nogle triste, men også lysende klare sange. En af dem er ’Pink Moon’, som for fem år siden dukkede op i en reklame for Volkswagen i amerikansk tv. Da tv-serien ’Young Americans’ samtidig præsenterede et par af hans numre, voksede interessen og salget af det tre plader, Drake nåede at indspille, eksplosivt. Derfor har pladeselskabet nu ryddet arkivskabet med demoer fra perioden, før Nick Drake i 1969 udgav sit første album. Af de 27 sange er der flest af hans egne, spillet og sunget af ham selv hjemme på kammeret, hvor lyde som eksempelvis prusten og klirrende flasker (i ’Tomorrow is a Long Time’) hører til dagens uorden.
Men vi får også blide fortolkninger af helte som Bob Dylan og Bert Jansch sammen med mere traditionelle viser, udsat for Nick Drakes vokal med dens helt særegne blanding af skønhed og mumlen og det fornemme fingerspil på den akustiske guitar. Et skrøbeligt talent I det, der i sagens natur er en musikalsk rodebutik, er også medtaget sange med vokal af mor Molly Drake og andre rariteter med småsnak og introduktioner af Nick Drake Resultatet er, at udgivelsen så afgjort er for fans only. De vil til gengæld også finde glæde i at følge en sjælden kunstners spæde favntag med det talent, der desværre blev ødelagt af et ekstremt skrøbeligt sind.
