Verden er uretfærdig. Tænk, at man kan være så smuk som Katie Melua, britisk sangerinde med rødder i Georgien, djævelsk talentfuld, stenrig og elsket af pladekøbere kloden rundt. Og så i en alder af 23 år. Det eneste, man kan fodre sin skadefryd med, er, at Katie Melua også på sit tredje album satser så hårdt på at være mønsterelev i flinkeskolen, at hendes nysselige små melodier langsomt, men sikkert fletter sig sammen til et blidt slumretæppe. Ligesom amerikanske Norah Jones, landsmanden James Blunt og mange ligesindede unge musikere leverer Katie Melua en form for opdateret taffelmusik.
Ganske effektive sange
På sine to første album, der er solgt i over 7 millioner eksemplarer kloden rundt, oven i købet med et par effektive hits som ’Nine Million Bicycles’ som adspredelse. Ja, netop adspredelse. For uanset hvor filosofisk og romantisk Katie Melua er i sine sange, lige så distanceret og henkastet leverer hun dem med sin fine, mørke stemme. Derfor bundfælder de ferme sange, der lydefrit glider forbi som netop smukke ’Pictures’ uden knaster eller kontrast. Komponisten og pianisten Mike Batt er leveringsdygtige i ganske effektive sange som ’Mary Pickford’, ’If You Were A Sailboat’ og ’If The Lights Go Out’. De savner dog det twist eller det lidt tungere riff, Katie Melua selv har skrevet ind i pladens bedste sang, ’Scary Films’, en kærlighedserklæring, der lyder, som om den vil nogen noget. Man kommer hurtigt til at savne den nede under slumretæppet, mens man døser hen i en verden af tryg, pæn og forudsigelig musik. Fra en køn, begavet og rig sangerinde.
