Historien om Sveriges – og Skandinaviens? – største rockband, Kent, er god at lære for den, der måtte have mistet sin barnetro på rock’n’roll. 12 år og 6 album inde i karrieren er det, der nu er en kvartet, fortsat i stand til at overraske og samtidig levere forbilledligt melodiøse rocksange med både dybde, kant og personlighed. Vel at mærke som et slidt og godt prøvet hold, som nemt kunne være sunket til bunds i den selvtilfredshed, der har slået så mange andre store navne til jorden. I stedet er Kent blevet ved med at angribe sig selv, omgivelserne og omverdenen med lige dele skepsis og nysgerrighed på en måde, der stadig klinger så klart og fint som nyfalden sne på en frostklar nat i vort broderland. På det syvende album med den drilske titel, ’Tillbake til samtiden’, er det danske Jon ’Joshua’ Schumacher, som med stor dygtighed og elegance har ledt Kent i nye elektroniske retninger i USA, hvor pladen er indspillet. Schumacher, der herhjemme har arbejdet med navne som Kashmir, Mew og Carpark North, gør et formidabelt job. Undertegnede kan i hvert fald ikke mindes at have hørt Kent lyde så indbydende godt og afstemt helt ned i de konstant spillevende detaljer som her. Efter den dystre ’Du och jag och döden’ (2005) er det dejligt at have Kent tilbage i lyset.
Selv om der måske er knapt så meget ungdommeligt og umiddelbart dansespjættende energi over denne version, der mere kalder på rolige stunder med givtig lytning. Guitarist Harri Mänty forlod bandet under indspilningerne, men som afløsning for ham har bandet helt nye klange og en blid gennemsigtighed. For fortjenesten er selvfølgelig også bandets egen. Uden at sætte sin drevne og effektive formular med fremadpiskende og poppede melodier over styr har Kent bestemt sig for at hæve de fleste af sangene på et lækkert tæppe af elektroniske sammenfletninger. Resultatet er sine steder blændende. Ikke mindst på ’Ingenting’, der er så iørefaldende, at nogen må hejse flaget med smittefare over denne veldrejede sang om, hvordan man på bunden af et samfund baseret på forbrug og medier kan finde den rene tomhed. Eller er det på bunden af sig selv og ens egen lille, forsmåede og forkrampede kærlighed? »Och jeg älskar dig så/ Som at vara beväpnad/ och under belägring«, synger den fremdeles fremragende sanger og tekstforfatter, Jocke Berg. Den følelse er vi vist mange, der kan hilse på uden den store stolthed. Det er i det hele taget kærligheden, det langstrakte forhold og de bitre veje væk fra det, der optager Kent i fine sange som den svimlende ’Vy från et luftslott’, ’Vid din sida’, ’Generation Ex’ – dejlig titel – og ’Berlin’, der er så beslægtet med Depeche Mode, at Nephew må blegne af misundelse. I den stærkt varierede sangskat gemmer der sig et enormt potentiale i eksempelvis også det sugende smukke vemod i hyldesten og advarslen mod Stockholm i ’Columbus’ og den afsluttende hjemstavnssalme, ’Ensammast i Sverige’. Har man kun lyst til at investere i et album til at arbejde sig gennem den skræmmende lange fimbulvinter, vi praktiserer her højt mod nord, kan man roligt vende ’Tillbake til samtiden’. Der er masser af stof til eftertanke og nydelse i dette lige så effektive som effektfulde mesterværk. Med ’Tillbake til samtiden’ har Kent begået et af årets allerbedste album, en stor og meget skandinavisk åbenbaring, man ikke kan være beKent at snyde sig selv for. Ved at søge tilbage til fortiden med en synthesizerlyd fra firserne og gå på opdagelse i samtiden har Kent i den grad ramt noget, der lyder som fremtiden. Og kvartetten er tilbage på toppen.
