Da Kim Larsen var 48 år, flyttede han til Odense. Efter eget udsagn »som flygtning« fra en skilsmisse i København. Rent musikalsk var der tale om en retræte, troede han i hvert fald selv. »Om fem minutter fylder du 50 år, du gamle. Din tid ude på tribunerne er nok ved at være forbi, i hvert fald med rock og rul. Det kan være, at man kan finde sig en sidemand og sætte sig ned med den akustiske guitar rundt omkring«, sagde Larsen til sig selv på vejen til Fyn. Hvor danmarkshistoriens mest populære kunstner ikke desto mindre løb ind i de lokale musikere Karsten Skovgaard (guitar) og Jesper Rosenqvist, trommer. Senere kom også unge Jesper Haugaard med på bas og den besætning udgør nu bandet Kjukken. Cd - nu med dokumentarfilm Historien om, hvordan Kim Larsen fik sin karrieres andet store orkester, findes i den lille fine dokumentarfilm, der er hæftet i enden på den live-dvd, som er en del af denne herlige, store pakke fra to koncerter i Helsingør forrige sommer. Det første store orkester behøver vi ikke nævne ved navn, men blot slå fast, at det fylder kolossalt meget også for Kjukken. Sådan er det med monumenterne i dansk rock. De kan ikke bare sløjfes. Til gengæld er det respektindgydende, hvor friskt og engageret, Kim Larsen leverer de tekster, der er ristet ind i runen hver eneste gang, han tager dem i munden. Fraseringens danske mester kan stadig lyde som en ømskindet teenager, der ør af forelskelse synger til ’Rita’: »Hvis du ikke vil ha’ mig/ er du alligevel min/ for jeg kan gå og drømme om dig, lige så tosset, jeg vil ... i den lyse sommernat/ det svimler for mig«. Spiller for FC Rock’n’Roll Og 62-årige Kim Larsen er stadig holdspiller for FC Rock’n’Roll i en grad, så hjertet banker fra væg til væg i hver en sportshal, når han synger ’Det bedste til mig og mine venner’ for de medsammensvorne drengerøve i bandet. Et sted mellem den blide ømhed og det rå mandfolkebrøl ligger Kim Larsens store talent.
Som har fået lov at vokse vildt i hans helt særlige mix af højskole, anarki, nostalgisk rock’n’roll, folkekomedie og dollargrin. Et univers, som klæder den danske folkesjæl lige så godt som en af de habitjakker, der er hængt på millionæren Larsens krop. Og som gudhjælpemig stadig ser ud som om de er købt i Frelsens Hær. Er Kim Larsen så en dårligere kunstner end samtidige som eksempelvis C.V. Jørgensen, fordi han har denne dybe folkelige dimension?
