Festen er forbi. Forventningerne og fadølsbægre ligger nedtrådte på gulvet, hvor drømmene om, hvad der kunne være sket, er klistret fast i slatterne. Men begæret, det evige rastløse bæst, dunker stadig rundt i de tætte kroppe på vejen hjem i morgendagens første disede melankolske sollys. Åh ja, selv ballets døende minutter har deres egen skønhed i blandingen af resignationens tavse suk og den desperate seksualitets sidste sus. Således også hos The Raveonettes, der synes at have sat lige præcis den stemning musikalsk i scene på duoens fjerde album uden overhovedet at ramme matheden på noget tidspunkt. Rock 'n' roll er blevet hverdag Efter at være droppet af den internationale gigant Columbia, efter at have danset natten lang som poppens prins og prinsesse, der bare er ’Pretty In Black’, og efter at oplevet, at selv stjerneskud kan fade ud, er rock’n’roll blevet hverdag for Sharin Foo og Sune Rose Wagner. Og i hverdagen griber man til det sikre, til det man kan, og det, man er i sidste ende og inde bag al staffage.
For The Raveonettes vil det sige støjende rock i simple, men skarpt skårne formater, der vel aldrig har lyst så indlysende og sammenhængende i gruppens turbulente karriere som her. Ja, vi er inspirerede af Jesus And Mary Chain På ’Lust Lust Lust’ lyder det, som om duoen har fået et elektrisk stød og er endt ved at tone rent flag: Ja, vi er inspirerede af Jesus And Mary Chain, og ja, vi spiller knitrende støjrock uden kommercielle hensyn. Væk er den retrospektive flirt med Phil Spector, tresserpop og det meste af sødmen. Tilbage er den skamløse liderlighed og lysten til at udforske det stramme koncept helt til bunds, om vi så må skrive. Allerede på første sang, ’Aly Walk With Me’, er linket til de skotske brødre Jim og William Reid og Jesus And Mary Chain etableret. Ringende guitarer surfer om og hugger ind i duoens duet over et forvrænget rytmespor frem mod den totale eksplosion. Den formel fastholdes på hele dusinet af korte, sorte sange, hvor den flossede rock og Sune Wagners nedtonede stemme er medicinen og Sharin Foos honningdryppende stemmebånd det sukker, der får den til at glide ned. Gennem lagener af sort satin Numrene knalder effektivt ind i smukt afstemt disharmoni, der lyses op af eksempelvis det listigt dryppende orgel i ’Dead Sound’ og den afstemte produktion på ’Black Satin’, der på forunderlig vis lyder, som om den er spillet netop gennem lagener af sort satin. En popperle som ’You Want The Candy’ undergår at smelte på tungen på grund af sin knasende sprøde lyd og Sharin Foos fjerne, næsten spøgelsesagtige vokal, der elegant bærer sangene hjem.
