0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kritik Primal Scream fester på en selvmordsbombe

De skotske rock-rebeller i Primal Scream har placeret sig betænkeligt tæt på det harmløse hjørne på album nummer 9, der dog er stærkt på melodier og grooves.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Martin Bubandt Jensen
Foto: Martin Bubandt Jensen

Den 46-årige familiefar Bobby Gillespie udforsker popuniverset sammen med resten af Primal Scream.

Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Måske vil skotske Primal Scream gå ind i rockhistorien som det band, der gennem alle tider med størst held har fundet og genbrugt andres stil og tricks.

På album nummer ni fortsætter det efterhånden mere spøjse end sexede, rebelske og seje band med at bejle til positionen i noget, der mest lyder som et veludført om end hult forsøg på at genopfinde sig selv.
Elektronisk boogie pakket ind i pop

Gennem en karriere på efterhånden 26 år har sanger og sangskriver Bobby Gillespie trukket sit band i to hovedretninger: den tilbageskuende, men muntre opdatering af klassisk rock À la Rolling Stones med et skvæt boogie og soul, som vi kender det fra album som ’Give Out But Don’t Give Up’ fra 1994 med gruppens største hit ’Rocks’, og ’Riot City Blues’ fra 2006 og den mere elektroniske side, eksemplificeret i ’Screamadelica’ (1991) og ’XTRMNTR’ (2000).

På ’Beautiful Future’ forener Primal Scream de to sider og tager hele molevitten et smut til Stockholm for at pakke det ind i den tykke poplyd, ABBA i sin tid definerede.
Brændende biler og selvmordsbomber

Den 46-årige familiefar Bobby Gillespie har ikke lagt skjul på, at målet for albummet er at udforske popuniverset. Det gør Primal Scream så i selskab med den svenske producer Björn Yttling, som er den ene tredjedel af Peter, Björn and John.

Han har ud over en rummelig, syntetisk lyd forsynet gruppen med blandt andet ABBA’s marimba, som trommeslager Darrin Mooney leger muntert med på strandbaskeren ’Glory Of Love’ og titelnummeret.

Selv om Bobby Gillespie i ’Beautiful Future’ synger om brændende biler og »naked bodies hanging from the trees« og i den svært spiselige ’Suicide Bomb’ påstår, at han er ved at detonere som »a suicide bomb«, er det ikke just vrede og frustration, der præger ’Beautiful Feature’.
Duet med Lovefoxxx

Alligevel er Primal Scream endog meget langt fra at placere sig på et rødternet tæppe med te og varme kryddere på bredden af skovsøen uden hverken svampe eller andre sjove sager i picnic-kurven, sådan som et andet stort halvfemsernavn fra den mørkt malende britiske popmølle, Suede, gjorde det på deres ’glade’ album, ’A New Morning’, i 2002.

Måske fordi Primal Scream insisterer på at holde deres dansebrag af en fest på selvmordsbombe? Bare sådan, hvis nogen nu skulle tvivle på, at der findes desperation inde bag de solide svenske lydmure.

Selv om Bobby Gillespie forsøger at luske sig indenfor på Madonnas musikalske menu ved at servere lidt spredt S/M i det potente diskohit ’I Love To Hurt (You Love To Be Hurt)’ i duet med Lovefoxxx fra CSS, er der næppe heller nogen, som vil få åndenød over den eksplicitte sex, som luftes på albummet.

Heftig kinddans med Prince
Det hele er næsten lige så rart og pænt som en corny coverversion af Fleetwood Macs ’Over & Over’, Bobby Gillespie leverer i sødmefyldt vokal med sangerinden Linda Thompson. På sin egen måde er sangen en af de bedste på ’Beautiful Future’ sammen med titelnummeret og ’Can’t Go Back’, produceret stramt og rockende af det britiske es, Paul Epworth.

Også den funky ’Uptown’, der tager en heftig kinddans med gode gamle Prince, er en af den slags perlende popsange, der haler snørebåndet fra danseskoen helt op til smilehullerne for at trække vod efter glimt af glæde.

Den slags nedslag er der en del af på et album, der ikke kan beskyldes for at ville provokere eller hidse op. Men til gengæld er så gennemført i sin udførelse og ærligt i sin flirt med den dumme, tommetykke glæde, at man skal være noget af en vranten skarnbasse for ikke at krybe ind i sprækkerne i Primal Screams lykkelige fremtid med et smil fra øre til øre.

Gode muligheder for en smuk fremtid
Det er fint, med mindre man absolut vil tilbageholde Primal Scream i et sort hul af giftig galde og nedbrydende stoffer. Hvilket vel i sig selv er nogenlunde lige så umodent som mange af gruppens egne, tidligere sange.

Set herfra er der gode muligheder i det (selv)genopfundne Primal Scream. Men hvis Bobby Gillespie og co. virkelig vil være festleverandører på fuld tid fremover, vil vi gerne overbevises om, at viljen er helt til stede og ikke afspores af selvmordsbomber eller andre formørkede fænomener.

Foreløbig har skotterne fået nogle flere strenge at spille på ved koncerten i Vega i København 8. oktober, hvor det skal gå meget galt, hvis ikke sangene fra ’Beautiful Future’ viser sig at være i stand til at skaffe sig selv netop en smuk fremtid.