Brødre og søstre, endelig er der godt nyt for os, der ubarmhjertigt snubler ind over de dybe rynker til den lidet attraktive midalder. Aldrig har den grumme del af tilværelsen taget sig sejere ud, lydt bedre, virket så vital eller forekommet frækkere end hos Nick Cave og Grinderman på dette andet opus fra de fire midaldrende musikere. Så kan de lære det, alle dem, der så gerne vil afskrive deres medmennesker på grund af et så tomt postulat som alder. Livslystne midtvejsgrise Hvis det virkelig skulle være identisk med en krise at befinde sig midt i livet, sådan godt og vel, rent statistisk set, vælger Nick Cave og co. at afvise alle tendenser i den retning ved at hyle af liv som liderlige og livslystne midtvejsgrise i en musik, der hænger betragteligt bedre sammen end det charmerende rod på bandets tre år gamle debut.

Nick Cave: Jeg bliver ældre og dummere Med andre ord kan alle, der frygtede, at ’Grinderman 2’ ville repræsentere en kunstnerisk stagnation for Nick Cave og hans tre medsammensvorne, i den grad godt tro om. Tværtimod formår Cave, der fylder 53 år 22. september, at lyde fornyet, befriet og forynget på et gennemarbejdet og energisk rockalbum, som man kun kan undre sig over, at ingen af hans yngre kolleger formår at komme i nærheden af. Forunderlige sange Musikalsk og stilistisk er Grinderman snarere i familie med Nick Caves gamle band, det ustyrlige og humoristisk kulsorte The Birthday Party, end med det egentlige alter ego, The Bad Seeds. Sammen med sin medkomponist Warren Ellis, Martyn Casey og trommeslageren Jim Sclavunos får Nick Cave skabt nogle fortryllende lyde og forunderlige sange her. Slutningen står stærkest med den sublimt opløftende ’Palaces of Montezuma’ med Nick Caves associationer i flyvende form over »spinal chord of JFK wrapped in Monroe’s negligee« og den fornemt forløste dommedagshymne ’Bellringer Blues’.