Det er efterhånden en hel del år siden, Signe Svendsen kækt spankulerede ind på scenen for at blande sig i duoen Rollo & Kings ’Ved du, hvad hun sagde’. Året efter – i 2001 – gentog pigen fra Fyn fidusen og tilføjede naturlig sødme og charme til ’hundehovedernes’ danske Melodi Grand Prix-vinder, ’Der står et billede af dig på mit bord’, hvis fornemme andenplads i den internationale finale i Parken i København, sangerinden uden tvivl havde stor andel i. Sin egen sti Først nu er Signe Svendsen klar med sin solistdebut. Muligvis fordi hun har villet lægge tilstrækkelig afstand til Rollo & King. Muligvis fordi det først er i 2010, hun føler sig sikker på sin egen sti. Stien fører til en velkendt dansk tradition mellem pop og vise. I en flok sange, hvis naturbundne metaforer breder sig som vejrvarsler for kærlighedslivet på en gråmeleret himmel, udnytter hun sin flair for det ukrukkede, ubesværede og naturlige. Souvenirs uden humoristisk twist I Lars Skjærbæks nænsomme produktion kommer Signe Svendsen i den grad i den vokale forgrund i en musik, der sine steder minder om Souvenirs uden humoristisk twist , Nanna Lüders uden dyb melankoli eller Anne Linnet uden et langt livs pondus.
Til gengæld er der puls i den velklingende og organiske musikalske backing, der er albummets egentlige styrke. For hverken som komponist eller sanger synes den tidligere korsangerinde, der i de senere år har arbejdet sammen med veteranen Niels Hausgaard, at have den store personlighed. Rammer ikke hjertet Mest overraskende er det portugisiske bidrag, fadoen ’Chuva’, mens Niels Skousen ikke kan gøre meget ved duetten ’Gentagelsen’. Den er – som så mange andre af sangene – køn med et nydeligt poetisk anstrøg uden rigtigt at ramme hjertet. Vi ved stadig ikke helt, hvor hunden er begravet for Signe Svendsen.
