For en god uges tid siden fejrede den urbane popmusik, som Nik & Jay er hovedmændene bag her til lands, store triumfer ved prisfesten Danish Music Awards. Poppens trone
Derfor er det ikke underligt, at den gamle rockmama Sanne Salomonsen har skiftet dronningerige og nu går efter poppens trone. I selskab med blandt andre Nik & Jay.
Velsmurt popskive Langt mere overraskende er det, at resultatet er blevet så fermt og effektivt som 'Tiden brænder'.
LÆS OGSÅSanne Salomonsens comeback er fladt En velsmurt popskive, hvor træffende omkvæd falder tættere end snapsene ved julefrokosten i et vvs-firma. Kan vel være, at hele hærskaren af nutidige poptøser har lært af Hanne, Sanne, Anne og de andre firserdarlings, men nu tager Salomonsen sig betalt for inspirationen ved at implantere et moderniseret elektronisk univers i sin musik. Uden nogensinde at kappe forbindelsen til storhedstiden i firserne.
Medinas mormor Sange som den indledende 'Dæmoner', den fine 'Minder', 'Ingemandsland' og titelnummeret ligger i forbindelse med gamle sager fra solokarrieren og Sneakers. LÆS OGSÅAnne Linnet: Jeg føler mig åben for livet! Balladen 'Hjem' peger tilbage på store stunder med Anne Linnet Band og viser, at stemmen desværre ikke længere besidder datidens enorme klang. På den trodsige 'Over det' lyder Salomonsen som Medinas vitale mormor.
Smittende og umiddelbart Man skal ikke forvente dybsindig samfundskritik eller dybtfølt verdenssmerte fra Sanne Salomonsen. Men mindre kan også gøre det, og med undtagelse af opgejlede sange som 'Rock 'n' Roll' holder 'Tiden brænder' med sine numre, der er langt bedre end comebacket efter lang tids sygdom, 'Unico' fra 2009. Smittende og umiddelbart - slet og ret god pop.
LÆS OGSÅ