For at være virkelig bange skal man være klar over, hvad man har at miste. Det bliver man med alderens erfaring og det uomgængelige faktum, at rynkernes vejnet i huden blot er retningspile mod enden, den dag, man mister selve livet. I en alder af 42 år er Joakim ’Jocke’ Berg, sanger i Skandinaviens største rockgruppe, svenske Kent, helt på det rene med, hvad man har at tabe. Og hvilke svimlende rædsler den slags tanker afføder. LÆS OGSÅKent er Skandinaviens bedste rockband »Det stavas R.Ä.D.S.L.A./ Jag är rädd för allt, beredd på allt«, synger han på perlen ’Beredd på allt’. Efter 22 års samarbejde er Kent kommet i midtvejskrise på album nummer 10 med den nærmest trodsigt optimistiske titel ’Jag är inte rädd för mörkret’. Når man nu er Kent og i stand til at skrive nogle af de umiddelbart mest iørefaldende melodier i nordisk rock, siger det vel sig selv, at denne svenske midtvejskrise leveres for fuld musik. Og at man i tilgift får skikkelig fin poesi at trøste sig ved. Overlegen monotoni Ledningerne fra de tre forudgående album, ’Tillbaka till samtiden’ (2007), ’Röd’ (2009) og ’En plats i solen’ (2010), er trukket op til jubilæumspladen, der også holder sig i en elektronisk atmosfære. Men denne gang mere skamløst poppet end nogensinde tidligere. LÆS OGSÅKent gav årets smukkeste koncert Det virker næsten, som om jo mere pessimistiske og sorte Joakim Bergs tekster er, desto mere muntert modsvares de melodisk. Der er ikke mange sange her, man ikke kan – eller har lyst til – at synge med på i første hug. »Alla mina tankar kretsar omkring sjuka saker«, synger Jocke Berg allerede i den første sang, ’999’, der over 7 minutter folder sig ud som et monument af en single.
Tangenterne hamres i bund på pianoet, mens strygerne hvirvler melankolsk støv op fra forstædernes sommerhaver, og inspirationskilden Arcade Fire sætter ild til de svenske sanghæfter, og guitarens toner får røgen til at drive bort i en søjle af energi.
