Langt de fleste af sangene fra de gyldne tider hos Goldwax er indspillet i en optagelse. James Carr havde uendeligt svært ved at koncentrere sig og ville helst synge sine ord på én gang som i den blødende 'Pouring Water on a Drowning Man', som Elvis Costello i 1995 fortolkede som en hyldest til Carr på sit album 'Kojak Variety'. Ofte sad James Carr blot på en stol i studiet og gloede på de dyre musikere, pladeselskabet havde hyret til ham. Han anede ikke sine levende råd og kom aldrig i gang med optagelserne. Sangeren skulle styres gennem numrene af Quinton Claunch, der var som en far for ham. Den eneste kommando, Claunch behøvede at benytte i studiet var dog: »Læg lidt mere James Carr i det«. Så vidste den famlende sanger, hvad der skulle gøres og resultatet var og er uhørt stærkt. Uafrystelig, besættende, melodiøse og dyb soul, skiftevis svedig og ramt af isnende koldsved. Ofte i samme nummer som eksempelvis 'Everybody Needs Somebody' eller 'That's The Way Love Turned Out For Me'. For slet ikke at tale om den fortryllende udgave af Bee Gees' 'To Love Somebody' fra 1969. Tre minutter og 15 sekunder rundt om hele kærlighedens univers: Triumferende, tindrende, tvivlende, tryglende, tom. I tresserne turnerede James Carr med datidens store soulnavne: Otis Redding, James Brown og Wilson Pickett. De var på niveau - især efter, at James Carr fik sit største hit med 'The Dark End Of The Street' i 1967. Sangen var oprindelig et countrynummer, men James Carr gjorde den fuldkommen til sin egen. Som han senere forklarede i et interview, var metoden enkel: »Det er en simpel sang. Bare syng den, som du ville have sagt ordene«. Men den ofte uligevægtige sanger havde konstant sit helbred og sin psyke imod sig. Havde han penge, turnerede James Carr på barerne og delte drinks ud, til der ikke var flere. Ofte forsvandt han i uger og måneder uden at nogen vidste, hvor han var, for pludselig en nat at dukke op på trappestenen ved Quinton Claunchs i Memphis for at spørge: »Åh, hvor har du dog været, mand?«. I 1970 gik Goldwax konkurs og James Carr gik ned. Han røg i fængsel og havde hallucinationer, muligvis som følge af overdreven hashrygning. Gennem det meste af sit voksne liv var James Carr i medicinering på grund af sine stærke depressioner, som i begyndelsen af halvfjerdserne tvang ham helt ud af musikbranchen. Et comeback i Japan i 1979 mislykkedes, fordi James Carr var syg. I næsten 20 år fulgte sygdom, indlæggelser på sygehuse og mentale institutioner. I halvfemserne, hvor James Carr flyttede ind hos sin søster hjemme i Memphis, forsøgte man et nyt comeback og indspillede to blege plader. Sangerens helbred var for ustabilt, og de voldsomme drukture gjorde det ikke bedre. Koncerter i blandt andet New York var rene triumfer, men Carr kunne ikke klare tumulten og valgte ofte igen at forsvinde fra sine omgivelser i ugevis. I et bizart, men bevægende interview fortalte han i 1993 om, hvordan han »falder i søvn og vågner op som andre mennesker, hvis pligter jeg må udføre«, som Carr udtrykte det og fortsatte: »De får mig til at sove og jeg vågner op, vågner op midt ude i luften, i regnen, vågner i regnen og regnen gør ondt. Regnen sårer mig, ja, den sårer mig. Jeg kunne føle den. Sne. Den slags ting«. Hvordan føltes regnen? »Den gjorde ondt, den gjorde også ondt. Jeg kunne mærke regnen smerte. Men det var i virkeligheden ikke mig. Jeg var der som et syn og med min sjæl og det hele, men min krop var der ikke. Den var hjemme. Jeg kan ikke glemme det«. Efter at have hørt James Carr kan man heller ikke glemme ham. Den varme stemme, der synger sin sjæl ud i den regn, der gør så ondt, at det også gør godt.