Gennem hele albummet får Slater hjælp af den normalt temmelig gennemsigtige Ricky Barrow fra kollegaerne The Aloof, og de har minsandten inspireret hinanden til et album fyldt med lettilgængelige, poppede teknosange - iklædt Barrows intelligente og indlevede små(kærligheds)fortællinger. Lydkilderne er ikke præget af overvældende diversitet, som f.eks. hos Basement Jaxx, vi taler tekno, bestående af technolyde fra computerens synthesizerbank. Men det er hylende medrivende, enkelt og poppet produceret. Uden at lade hjernen blive derhjemme har Luke Slater med andre ord genfundet glæden ved tekno. Og jeg har genfundet glæden ved Slater.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Peter Viggo Jakobsen: »Det var så hjernedødt og åndssvagt«
-
Hans forbrug af kvinder nævnes ikke med et ord
-
»Da hun smadrede alle mine guitarer med en hammer, tænkte jeg, at det var på tide at komme væk«
-
Russere sælger de døde tilbage til deres familier
-
»Krim er i absolut krise«: Ukraine sætter over 100 russiske skibe ud af spillet
-
Obama kan lukke og slukke som den sidste præsident fra en nogenlunde fælles virkelighed
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
INTERNATIONAL KOMMENTAR
80 år
Klumme af Anders Jerichow
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Christoffer Gamborg Breitenbauch




























