Gennem hele albummet får Slater hjælp af den normalt temmelig gennemsigtige Ricky Barrow fra kollegaerne The Aloof, og de har minsandten inspireret hinanden til et album fyldt med lettilgængelige, poppede teknosange - iklædt Barrows intelligente og indlevede små(kærligheds)fortællinger. Lydkilderne er ikke præget af overvældende diversitet, som f.eks. hos Basement Jaxx, vi taler tekno, bestående af technolyde fra computerens synthesizerbank. Men det er hylende medrivende, enkelt og poppet produceret. Uden at lade hjernen blive derhjemme har Luke Slater med andre ord genfundet glæden ved tekno. Og jeg har genfundet glæden ved Slater.