Åbningsnummeret 'Steve McQueen' er i den forstand en veritabel fanfare. Classic rock. Med Don Henley, Benmont Tench. »Like Steve McQueen/ all I need's a fast machine«. Som halvgammel forhærdet cyklist er det lige før, man går ud og køber et firehjulet vrag bare for at kunne sidde bag forruden og sige »vrroom, vroom« med Sheryls drømme om Steve i cd-afspilleren. Det er sjældent, at en plade med et større opbud af fornemme gæster først og fremmest er uden dikkedarer. Men det er tilfældet her. 'Soak Up The Sun', 'You're An Original', 'It's So Easy' - uden at ændre skyggen af et komma i rockhistorien fyrer Sheryl Crow den ene velformede ørehænger af efter den anden. Ikke sjældent er de solide skabeloner faretruende tæt på at strejfe det decideret uinteressante, men hver gang lykkes det alligevel for Crows gejst at hive et hit ind i de levende lytteres land med en tapper tekst, et ukueligt omkvæd og mainstream med pondus. Det er musik, som på alle måder foretrækker den landevej, der går ligeud i sådan ca. fire minutter og alt i alt gør det i mere end en time. Håndspillet stadionrock. Her er omkvæd nok til at kunne give Bryan Adams forstoppelse. »C'mon, c'mon/ Break my heart again/ for old times sake« behøver man kun høre én gang, før den permanent er mejslet ind i hjernebarkens hit-orgel. Stevie Nicks synger med og 1970'erne i skikkelse af et band som Fleetwood Mac er en åbenlys inspiration. Men samtidig er det musik med en nok så udstrakt hånd til countrysangerinden Lucinda Williams og ikke mindst ledestjernen Bonnie Raitt. 'It's Only Love' er usædvanligt ømt og dejligt sunget, men Sheryl Crow har i hvert fald for en stund droppet drømmen om at lave stor kunst og respektindgydende rødder. I stedet har hun 'bare' lavet en varm og vitaminrig rockplade, hvor kærlighedens op- og nedture er en rutsjebanetur uden ophør. Det seje rockkort bliver spillet lovlig hårdt ud på 'Lucky Kid'. Dén snerren er mere tough end troværdig. Til gengæld lyder 'Over You', som om den aldrig har lavet andet end at æde radiostationer til morgenmad. Er klassisk rockmusik tilbage i varmen? Er Sheryl Crow tilbage på toppen? Er 1970'erne forbi? På 'C'mon, c'mon' lyder Sheryl Crow, som om hun på disse tre spørgsmål gerne ville kunne svare: Ja, ja og atter nej. Så giv dog den kvinde et stadion!