På en måde er hele albummet med titlen 'Yankee Hotel Foxtrot' som en prøvende og inderlig stille dans mellem rygende ruiner - fysiske og mentale. Noget er ramlet, knust og ødelagt. »Tall buildings shake / voices escape singing sad sad songs«, nynner Tweedys sprøde stemme til en musik, der varmer og trøster, mens den sørger. Wilcos musik er fyldt med anelser om milde visioner udtryk igennem lette og luftige psykedeliske klange. Men den er samtidig en jordnært skramlende og knasende musik indspillet på et alt andet end skridsikkert underlag. Wilcos bevægende foxtrot danses langt væk fra både hitlister, livsløgne og skråsikker politisk overbevisning.