Sammen med de 'best of', der naturligvis er den egentlige anledning til denne udgivelse. 'Waterline', 'Barbedwired Baby's Dream', 'Love Is A Loser's Game', '11.07' og alle de andre slagnumre fra Tim Christensens guitar er altid et dejligt genhør værd og står distancen fint i forhold til nutidens, nye helte, men ikke mindst i liveudgaverne. Her står den utøjlede spilleglæde og den ungdommelige råstyrke ind gennem højtalerne som en syndflod af begavet rock i eksempelvis 'Run'. Man kan med rette indvende, at der hverken dengang eller hørt nu, er noget synderligt nyskabende endsige originalt i Dizzy Mizz Lizzys omgang med rocktraditioner fra Beatles til Led Zeppelin. Men melodilinierne er grandiose, samspillet tindrende og energien smittende. Trods læssevis af fejl og skønhedspletter. At de tre teenagere fra Valby ikke kunne bære presset og ikke kunne komme videre efter det andet album, 'Rotator' er et fint kapitel i dansk rockhistorie. For godt på vej ud af historien er solisten og det overdrevne naturtalent Tim Christensen med endnu med flere fine sange, mens trommeslager Søren Friis og bassist Martin Nielsen har indskrevet sig i glemmebogen. Men dette upyntede, ufærdige og uredigerede skud af uforfalsket adrenalin og glæde fra Århus er et studie værd. Energien og sangene først, så er resten rystende ligegyldigt, er læren af Dizzy Mizz Lizzys kortvarige kometkarriere.