Skrevet på en anden måde har pionererne, ja, vel nærmest opfinderne af den forkætrede genre, nu metal med den hysteriske blanding af heavy metal, hip hop og stenhård funk, Korn, endelig taget sig sammen og skabt et næsten helstøbt album. Hårdt presset af de mange konkurrenter, som hænger på lige bag den californiske mejetærsker, var Korn nødt til at komme afgørende videre på dette femte udspil. Forgængeren, den tre år gamle 'Issues', præsenterede sig nærmest som et katalog over Korns varemærke: en blid, hviskende indgang til nogle vildt huggende rytmer og et crescendo af kuldsejlede og nedstemte guitarer. Men denne gang lader gruppen - endelig - sine melodilinjer få frie tøjler og folde sig ud i de hidtil mest helstøbte sange herfra. I centrum for Korns fritflyvende, musikalske virvar står stadig sangeren og sækkepibeekvilibristen Jonathan Davis med de nedfrosne tekster og den skizofrene vokalteknik, der denne gang får lov at arbejde sig helt ud. I fint formede sange med mere end typiske titler som 'Hating', 'Alone I Break' og 'Hollow Life' viser Jonathan Davis endnu en gang, at han er en sanger med en helt utrolig spændvidde med et register fra Neil Tennants lyse stemme i Pet Shop Boys, over Mick Jaggers snerren, Bowies patos til Marilyn Mansons (Brian Warners) skingre hyl. Nok så vigtigt er det, at Korn lader sangene gå i hus uden at sabotere dem med hidsige rytmer eller bizarre indfald. Sine steder lyder gruppen som en metallisk udgave af Depeche Mode med en - næsten - rolig melankoli i melodierne. Men i andre sange rocker Korn fortsat igennem på en på én gang stålsat og forvirret facon, der minder mest om det franske VM-hold i hurtige, hidsige, men målløse angreb. Rygtet vil vide, at 'Untouchables' er historiens hidtil dyreste heavy metal-album, hvilket om ikke andet siger en del om de ambitioner, også pladeselskabet har på Korns vegne. Det betyder nu ikke, at pladen er verdens bedste indenfor den tunge rock. Men Korn har om ikke andet overgået sig selv og vist horden af ubegribeligt ensformige nu metal-bands, at der faktisk er en udvej til udvikling, hvis man kaster spændetrøjen af sig og giver metallet melodi. Uden at slække på energien og tyngden.