Adrenalin kickstartes. Af hendes yndighed. Af solopgangen, der skiller mørket, som var det sort mælk. En ny dag. At have ligget underdrejet af smerte var altså alligevel ikke det samme som at være nede til tælling. Man kan rejse sig. Blodet suser til vejrs og får hovedet til at synge. Det føles, som om solen skinner på hjertet. Tør man springe ud i det? Uden faldskærm? Efter 'Parachutes' gør Coldplay forsøget. Det unge britiske band fravristede på debuten, 'Parachutes', angsten og hudløsheden stor skønhed, og den dirrende nerve gik rent ind hos rigtig mange. Fem millioner solgte eksemplarer af et album, der så purt dyrkede det følsomme udtryk, var tankevækkende. Coldplay ramte både det sensitive Jeff Buckley-publikum og den bredere appel. Også herhjemme overrumplede Coldplay de træge markedskræfter. Men på 'A Rush of Blood to the Head' er de blottede nerver nedtonet. I stedet fremstår ikke mindst sangeren Chris Martin som en modnet og mere fyldig version af sit endnu yngre jeg. Nu sætter han ikke hele sjælens stemmebånd på ét bræt i hver eneste frasering. I stedet for at vride smerten og angsten ud om kap med Radioheads Thom Yorke har Chris Martin valgt at tage springet ud i lyset. Skønheden ligger ikke længere så meget i nervebanerne som i et voksende vingefang og overblik. Vist er der et uskyldstab. 'A Rush of Blood to the Head' er ikke umiddelbart rørende som forgængeren. Men hvor 'Parachutes' balancerede bevægende på randen af det skingre er 'A Rush of Blood to the Head' lyden af et band med realistiske ambitioner om at blive det nye blod i den melodiske rockmusik. Bandet, der efter britpop giver arven fra The Beatles en helt anden klassicistisk drejning end Blur og Oasis. Et bud på en følsom rockmusik, der i 'Daylight' og 'God Put a Smile upon Your Face' bringer mindelser om de højtflyvende toneklange i 1980'ernes Liverpool-band Echo & The Bunnymen. Og som i en sang som 'Green Eyes' tør reducere et potentielt monster-hit til de mest enkle komponenter og slipper så godt fra det, at det hurtigt ender som en af de sange, man nynner med på, mens det sætter sig godt og grundigt fast i hjerteklappen. Slægtskabet med Radiohead er denne gang mindre åbenlyst. Ligesom Radiohead benytter Coldplay lejligheden til også politisk at gøre en forskel. Men hvor Radiohead lader sin desperation tage kvælertag på sit publikum og blander budskaber og musik sammen, holder Coldplay tingene skarpt adskilt. De slår et afdæmpet, men nok så markant slag for Fair Trade-kampagnen, der plæderer for mere retfærdige vilkår for tredjeverdenslandene i den skæve verdensøkonomi. Men selv sangen 'Politik' holder sig langs mere almene eksistentielle linjer. Det er en klar sang om at se på verden og hinanden med åbne øjne. Sådan er sangene. Personlige og engagerende, men samtidig åbne og almene. Menneskesange. De fleste er kærlighedssange, men det er på en måde alle Coldplays sange. De handler om det, man ikke kan snyde sig til. »Give me time and give me space/ give me real don't give me fake« som Chris Martin synger på et album, der er mere præget af bredde og vekselvirkning end pludselige dramatiske højdepunkter, men på intet tidspunkt lyder andet end ægte i hjerte og sjæl. »God give me style and give me grace«, lyder bønnen i 'God Put a Smile upon Your Face'. Stil har Coldplay. Stil er dog ingen mangelvare. Grace i betydningerne ynde og værdighed er straks mere sjældent. Men Coldplay er så rigeligt benådet med begge dele. Også på et album, hvor tonen er rundere og fyldigere. »A Rush of Blood to the Head' sitrer ikke som 'Parachutes'. Men den tør og kan så meget andet. Hvor 'Parachutes' blev en stormende forelskelse for øret, lyder efterfølgeren som en kærlighed med gode muligheder for at bide sig fast i det lange, seje stræk, der følger efter det første sus af amorøs adrenalin.