Hun var det ikke fra 1972 og ti år frem, hvor hun dannede par med folk-musikeren Richard Thompson både på scenen og privat. Nok så mange overstrømmende anmeldelser påvirkede heller ikke et stort antal pladekøbere i 1985, hvor hun fik udgivet solopladen 'One Clear Moment', der led under en lidt for glat produktion, men derudover indeholder nogle af alle tiders bedste skilsmissesange. En psykisk sygdom gjorde det i årevis umuligt for hende at bruge stemmen. Derfor er der 17 år mellem 'One Clear Moment' og nyheden 'Fashionably Late', hvor hun er tilbage i folkgenren. Omgivet af familie (især sønnen Teddy Thompson), gode kolleger (bl.a. Van Dyke Parks og Rufus Wainwright) og eksmanden Richard synger hun her om hengivelse og tab med en stemme, der kan kunsten at blotlægge følelser uden at overdrive dem. Stemmen er ikke så klar, som den var engang. Men det gør egentlig bare nogle af disse delvist selvforfattede fortællinger endnu smukkere i al deres stilfærdige tristesse. 'Fashionably Late' er ikke et album, der prøver på at leve op til en aktuel lyd. Det er et tidløst album. Og noget af det forunderlige er, at man glemmer tiden, når man er i selskab med de sange. Det er vist sådan, man definerer godt selskab.