For den spirituelt og religiøst optagne mexicaner Carlos Santana vil det sikkert være helt o.k. at søge forklaringer i højere luftlag, men den mest jordbundne forklaring på det heftige comeback er dog, at der lå et godt gennemtænkt koncept bag 'Supernatural'. Hvis man lader Santanas velkendte varme stråler af guitarer regne ned over et helt kor af verdensstjerner, er der god udsigt til en golden shower i kasseapparatet. Der var mulighed for cross over til stort set samtlige segmenter blandt det pladekøbende publikum: unge og halvgamle med hang til rock, latin og alt det midt i mellem. Oven i købet forsynet med en stort kvalitetsstempel i kraft af Carlos' kongelige karriere. Alt det ville selvfølgelig hjælpe fedt, hvis man ikke havde et hit som 'Smooth' til at trække slæden i gang, men det havde man jo så heldigvis også. Et koncept, der sælger 25 millioner plader, er der ingen grund til at ændre på. Man kan højst udvikle det lidt med endnu flere facetter, genrer og stjerner. Man kan for eksempel tage også den afrikanske musik med i form af en coverversion af Angelique Kidjos 'Adouma', så er der endnu bedre muligheder. 'Nu metal'-genren skal selvfølgelig også indfanges i skikkelse af de religiøse brødre i P.O.D., der råber og rapper sig gennem 'America', og soul skal vi også have i skikkelse af prægtige Macy Gray i den blodfattige 'Amo're (Sexo)' og Seal i den ikke meget mere ophidsende 'You are My Kind'. Sandelig om vi ikke også kan spænde guitarstrengen så vidt, at operakongen Placido Domingo dukker op på 'Novus'. De nødvendige hits står pigerne for denne gang - Michelle Branch med den storswingende og svært iørefaldende 'The Game of Love' og Dido med 'Feels Like Fire'. Tja, bum bum. Skulle alt dette ikke være nok, kan 55-årige Carlos Santana altid give lidt mere los med guitaren, tid har vi nok af. I det hele taget er hans overskud til at købe stjerner på parade, repræsentere alverdens genrer med den guddommelige guitar i front overalt og til at fastholde roen og overblikket både styrken og svagheden ved 'Shaman'. Indimellem går der luksus latin-jam i den blandt musikpædagogerne i The Free Times Home i den globale landsby, hvor man desværre har glemt de helt holdbare melodier. Men lige så ofte er der højkvalitet, kosmiske stunder som 'Hoy es Adios' og pop med stor potens på et album, der har et budget stort nok til at sikre værdigheden og kvaliteten for Carlos og Co.