Suppen fra soulgryden var stærk nok til fire storsælgende plader, skabt i samarbejde med produceren og mentoren Poul Bruun, men så skiftede Hanne Boel stil. I de senere år har hun eksperimenteret med sit udtryk gennem i en langt lysere musik, skabt i fællesskab med blandt andre Martin Hall, for til sidst at foretage noget, der godt kunne minde om en stilfærdig sortie fra scenerne, så værdig som Hanne Boel altid har været. Men så slog den berømte fælles tanke ned i to sjæle - Bruun og Boel. De to ringede til hinanden, og de første søm blev banket i det hundehus, hvorfra 'Beware of the Dog' nu er klar til at blive sluppet løs. En fuldvoksen, funklende sort størrelse er det, en klassisk Grand Danois med soul i årene. Hanne Boel er som sangerinde vendt tilbage til sit udgangspunkt, den varme, rustikke og rurale sydstatssoul, der ligger langt væk fra både den mere sofistikerede storbysoul fra Marvin Gaye og endnu længere fra den moderne variant med enslydende beats og stramme, syngende sorte maveskind på MTV. Her finder solisten sig tydeligt hjemme og folder sin imponerende stemme ud med den glød og vibrerende variation, som var et solidt varemærke i storhedstiden. Men faktisk er Hanne Boel i dag en endnu mere vidtfavnende sangerinde, som også har fået sans for dramaet og storheden i en ballade som albummets bedste sang, 'End of the Line' med svag påvirkning fra hiphop, 'Back to the Wall', den mørke og flot indfangede 'Sometimes my Love' og den kaleidoskopisk glidende hippiehymne 'Larger Than Life' med det imponerende persongalleri, der indbefatter Elvis Presley i en ny rolle som bestyrer af en helseklub i Tibets bjerge og Jesus som ivrig potryger. De to er skrevet i samarbejde med svenskerne Anoo Bhagavan, Jan Lindberg og Marit Bie, der er albummets gennemgående sangskrivere med fin flair for at fange det spirituelle i Hanne Boels sangforedrag. Udgangspunktet er dog sydens soul, personificeret af sangerinden Ann Peebles, kvinden bag det senere Tina Turner-hit 'I Can't Stand the Rain'. Peebles var i 70'erne et af de store navne på scenen i Memphis og udsendte i samarbejde med sin mand, komponisten Donald Bryant, en serie klassiske soulplader på Hi Records, som også havde Al Green i stalden. Sikkert og støt kaster Hanne Boel sig her ud i Ann Peebles-klassikerne 'Beware of the Dog' og den småkinky 'Come to Mama'. Det er formfuldendt og velgjort, ligesom fortolkningen af Bob Dylans 'Chimes of Freedom' og 'Change the World', som Hanne Boel synger med stor intensitet. Musikken swinger solidt af sted, og man hygger sig i den buldrende varme fra denne musikalske pejs med ægte økologisk optændingsbrænde. Selv om musikken næsten er indspillet live med et kompetent band, kunne man dog godt tænke sig, at der indimellem sprang en glød derinde i pejsen. Lidt vildskab, lidt kraftigt krydderi i soulsuppen, der virkelig kunne hensætte den sjæl i flammer, som nu synes at være fastholdt i faste rammer. Derfor er Hanne Boel med sit nye album landet solidt og godt i sit udgangspunkt, hvilket virkelig er fint, flot og såre sympatisk. Et dejligt, tilbageskuende og aldeles ukrukket album med sange, man kan glæde sig til at opleve live på intime steder. Men også en plade, der er lidt for selvtilfreds og lidt for lidt desperat til for alvor at udgøre en affyringsrampe mod nye svimlende tinder og lige så bratte fald.