0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Stilstand på stigen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Da han fra sit hjemmestudie i 1999 udgav albummet 'White Ladder', væltede det ind med gæster. Mere end blot en anelse overraskende for værten, som faktisk havde udgivet tre album. De var bare ikke blevet opdaget af andre end de anmeldere, der sætter pris på en god sang, selv om den kommer i helt traditionelle klæder.

Sådan som de ti bidrag på 'White Ladder' ret beset også gjorde, men de besad bare en friskhed, man ikke oplever hver dag. Især måske hits som 'Babylon' og kærlighedssangen 'Please Forgive Me' med linjer som »feels like lightning running through my veins everytime I look at you«.

I deres simple iscenesættelse mellem klaver og elektronik, mellem pop, folk, rock og soul, vakte David Gray påmindelser om store sangskrivere som Bob Dylan, Steve Earle og den for længst glemte mand bag 'Year Of The Cat', Al Stewart. I forhold til den skrabede produktion på gennembruddet, er det ikke den store overraskelse, at David Gray og formentlig ikke mindst hans pladeselskab har pustet til produktionen på opfølgeren 'A New Day At Midnight'.

Den gode, stærke kaffe er med andre ord blevet udvidet med varm chokolade og godt med lagkage til. Dog ikke mere end, at de små sange stadig står stærkt i det trods alt afbalancerede lydbillede omkring Grays nøgne og inderlige stemme. Især når David Gray holder sig inden for kærlighedens snævre, men uopslidelige univers som i 'Last Boat To America', der så smukt og støt som en damper glider over oceanet mellem de fatale isbjerge. På 'Dead In The Water' er det allerede gået galt og passagererne på M/S Parforhold plasker rundt i det kolde vand og leder efter en livslinje. Enkelt, engageret og godt.

Andre gange bliver David Grays stilfærdigt dryssende melankoli omkring et flygel dog en anelse søvndyssende. I 'Real Love' lyder han som Elton John med vandgrød i hele kæften og mudder på tangenterne, og sidste sang 'The Other Side' er så deprimerende, at man bare ønsker at komme ud af cd'en. Uden ligefrem at skabe sensationer er David Gray stille og roligt på vej op ad stigen, men der er stadig lang vej op til de helt store.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce

Læs mere