Jo ældre 90'erne blev, desto mere lod den dengang kronragede og magre Billy Corgans væsen og sangskrivning til at være forankret i en blanding af inderlig selvlede og mismod på verdens vegne. Dengang nøjedes han ikke med at skrive et selv- og generationsportræt, som han navngav 'Zero'. Når han optrådte som sangskriver, sanger og guitarist sammen med resten af sin daværende rockgruppe The Smashing Pumpkins kunne han finde på at gå på scenen i en T-shirt, hvor der stod 'zero'. Og på den måde gøre det til et statement, at han var en taber. Samtidig med at han var rockstjerne. Musikalsk var Smashing Pumpkins næsten altid en begavet og fortumlet oplevelse. Mens en del andre jævnaldrende bands blev hængende i indadvendt og ensformig grunge, puklede Smashing Pumpkins med at samle indtryk fra både tungrock, pop og psykedelika på f.eks. dobbeltalbummet fra 1995 med den meget sigende, navlebeskuende titel 'Mellon Collie and the Infinite Sadness'. 90'erne omtales som de ironiske år. Billy Corgan var aldrig det fjerneste ironisk eller selvironisk. Han var den lidende. Og som sanger og tekstforfatter gav han depressionen et så salvelsesfuldt og patetisk ansigt, at det virkede, som om han sømmede sig fast til et kors og gjorde lidelsen til et ideal. Men hvis man reducerer sig selv til nogen, det er synd for, så får man for alvor ondt. I hvert fald hvis man har så meget omløb i hovedet som Billy Corgan. Derfor virkede det som sund fornuft at sætte punktum for Smashing Pumpkins i 2000. For så at komme tilbage et par år senere med både nyt navn og en helt anden historie. OG HER ER han nu - som midtpunkt i Zwan. Ud over Corgan består bandet af den tidligere Smashing Pumpkins-trommeslager Jimmy Chamberlin og nogle ikke nær så beskrevne, men meget drevne postpunkmusikere. Begejstret lægger de en tung, muskuløs bund og en forførende rullende fornemmelse i Corgans nye guitarrock, som fra ende til anden er præget af godt humør og tro, håb og kærlighed. Ja, hele albummet 'Mary Star of the Sea' er fra og med åbningslinjen »here comes my faith to carry me on« en udadvendt trosbekendelse til guden, kvinden og musikken. En af sangene hedder ligefrem 'Declarations of Faith'. Men med en enkelt søvnig ballade som undtagelse er Zwan ikke i nærheden af at præsentere andægtigt messende rocksalmer. Dertil er både tempoet og humøret for højt. I 'Settle Down' nynner Corgan ligefremt »la di dah« med et skødesløst tonefald. Mens han sammen med resten af holdet spiller en mur af lyd, hvor guitarerne synger som klirrende prismer. Det er rock med referencer til de tungt spillende rockidoler fra Corgans barndom i begyndelsen af 70'erne. Men hos Zwan er melodierne typisk klarere, simplere, mere ensformige og kort fortalt som skabt til at blive spillet for et kæmpestort publikum på et lydniveau, der skyller eventuelle forbehold væk. FORHOLDENE er der. Der er melodier, som ligger meget tæt på hinanden. Der er den kunstfærdigt arrangerede progressive guitarrock i den meget lange og mudrede 'Jesus, I'. Og der er nuttede, romantiske tekster, som bekræfter, at Billy Corgan ikke er nogen avanceret poet. Men den bekymringsfri grundtone er befriende og glider næsten over i koket glamrock i 'Baby Let's Rock', hvor en forelsket Billy Corgan jubler »Baby, I'm the greatest thing you got«. Så man tror ham på stedet. Forvandlingen fra lidende til lykkelig har heldigvis ikke spoleret en af det seneste årtis mest besynderlige rockstemmer. Billy Corgan er kvik som en øgle. Og lige så tør. Hvis stemmer kunne have skæl, ville hans drysse. Den er perfekt til at synge de her sange, som er skåret så tilpas iørefaldende, at de sagtens kan blive nogle af årets mest hørte.