Det er lydefrit studiehåndværk - bassen masserer lunt, vokaler breder sig luksuriøst i stereoperspektivet, og diskanten prikker som champagne - og Kelly er stadig en elegant smidig sanger. Men der er også kommet noget lovlig klynkende over en del af mandens fraseringer. Og så keder man sig snart under ørkenvandringen gennem de alt for mange ballader. Der bliver spillet på alt for sikre heste, og den soniske idyl kvæler for mange numre. Og det er en skam. For når han er bedst, så er hr. Kelly stadig en mester udi den urbane pops svære balance mellem klisterromantik og kropslighed.