Et lysende forbillede for The Kills er selvfølgelig Velvet Underground med Nico i vekselvirkning med Lou Reed og John Cale. En inspirationskilde, som det hårdtslående par har suget til sig fra. På den engelsk-amerikanske duos debutalbum får vi en stakåndet, hidsig, halstarrig rock i kras friktion mellem primitive guitarer, hvæsende og hviskende stemmer og et trommesæt. Det er næsten, som om nogen havde sat en mikrofon op og optaget s(l)amlivets herligheder under den gamle knirkende seng, hvor vort unge par har været spændt fast til hinanden med håndjern i lang tids isolation. Vel at mærke den del af slamlivet, der består af sex, drugs, sprut og måske lidt rock'n'roll. Men sandheden er, at albummet i lighed med The White Stripes' 'Elephant' er optaget i Londons gamle analoge Toe Rag-studier. Med skyldig hensynstagen til den svedige spiritualitet og sex i god, ægte rock, der har mere nosser og hjerte end intellekt. Det er gustent, det er grusomt, men det er også hamrende sexet og medrivende som i 'Wait' og 'Cat Claw'. Det er kradsende kløer og hårdtslående slogans som 'Fuck The People' for en generation, der netop er mere bevidst om varemærker end holdninger i lighed med de ekstremt stilbevidste The White Stripes. Som duo er The Kills, Hotel (Jamie Hince) og W (Alison Mosshart) dog mere entydige og primitive end de amerikanske kolleger. Men gosh, sikke en parmiddag, de kan have sammen. Et hurtigt »fuck and a fight«, som The Kills synger et sted. Og så hjem med en doggybag af gennemtyggede hjerter i egne safter. Bare til at fodre kvælerslangen ved navn Love And Marriage nede i bunden af det glohede terrarium ved siden af dobbeltsengen, forstås.