Vic Chestnutt peger en gang om året rullestolen i retning af et pladestudie og nogen tid senere kommer ud i dagslyset med et album, der sjældent er mindre end interessant. Hvad enten tonen er præget af sort humor eller bare er sort. Denne gang er studiet beliggende ved Silver Lake i Californien, og her har produceren Mark Howard indgået i et særdeles frugtbart samspil med den beske begavelse fra R.E.M.s hjemby Athens, Georgia. Lydbilledet er meget større og mere udfordrende, end man er vant til. Verden folder sig ud rundt om Chestnutt, men det er ikke gået ud over hans stridbare humor. Hvis den udødelige sjæl kunne tygge skråtobak, ville den spytte sange som disse. På den dunkelt blomstrende 'Silver Lake' er afkastet det største siden Chestnutts gennembrud 'Is The Actor Happy?' (1995). Fra den kostelige analyse af kønskløften på 'Girls Say' til det mere end kompetente ekko af 'Knockin' On Heaven's Door' på 'Stay Inside' er det sjovt og smerteligt i fin balance. »Taking my time/ working on lines/ fingers in clay/ everyday«. Man kan jo godt høre det. At Vic Chestnutt er en sangskriver, for hvem livet og sangskriveriet som håb og håbløshed i døgndrift er viklet ind i hverandre.
Dunkelt blomstrende
Lyt til artiklen
