Sæt Keziah Jones' debutalbum, 'Blufunk Is A Fact' fra 1993, på - og verden synes ung og ny. Den naive, akustiske guitarfunkplade, der kastede det sødlige radiohit 'Rhythm Is Love' af sig, ville være næsten utænkelig i dagens accelererede musikvirkelighed. Eller i hvert fald uaktuel. Nigeriansk fødte og engelsksyngende Jones har da også udviklet sig, han må siges at være nået til sit 'kontemplative', eller 'dybfølte' album med 'Black Orpheus' - hans fjerde i rækken. Her lånes både fra afrobeat og singersongwriting, og Jones kan stadig kunsten lige at plante dén uortodokse, salte guitarakkord, der stritter imod og skaber en hel sang. Sounden er kompleks og rummelig, men aldrig forvirrende, hvilket skyldes en rytmisk totaloverlegen musiceren og produktion. Til gengæld bliver den modne Keziah kun i glimt egentlig rørende/vedkommende, selv om han taler varmt om både kvinder og fædreland - hans tekstside er ganske enkelt for banal til at klæde en voksen mand. Det forhindrer ham dog ikke i, med nummeret '72 Kilos', at skabe en rytmisk megadragende reportage fra Lagos' kaos. Eller i generelt at ramme en kosmopolitisk, højloftet etnopop, der ofte både er laber og tidssvarende.
Voksen - og laber
Lyt til artiklen
