På 'American Life' tager Madonna sin egen rolle som amerikansk drøm op til revision. Men Madonna i rollen som selvkritisk popsociolog er klart mindre underholdende. Madonna møder op iklædt sit nye revolutionsromantiske guerillalook. Catwalk Che. Madonna som Patti Hearst klædt på til ideologikritik og kritik af sin egen rolle som inkarnationen af den amerikanske drøm. Madonna har revolutioneret sit image og redefineret sin lyd, stort set hver gang hun har lavet en ny plade. Men det fortærskede revolutionslook er et ildevarslende signal om, at Madonna for en gangs skyld ikke har fundet frem til den rigtige idé. »I tried to be a girl, I tried to be a boy, I tried to be a mess, I tried to be the best«, forklarer Madonna. Det ligner et uddrag fra et eksklusivt damebladsinterview, men er faktisk teksten til titelnummeret 'American Life'. Madonna udøver selvkritik i tilbageblikket i 'American Life'. »Jeg prøvede at forblive på toppen. Fuck det!«, udbryder Madonna åbenhjertigt. Eller måske er 'åbenhjertigt' et for stort ord. For Madonna er altid på en måde åbenhjertig, men med den særlige finte, at ærligheden er kimen til et nyt spil for galleriet. Åbenhjertigheden er ægte og en rolle. Madonna har et enestående seismografisk talent for at opsnappe og strømline nye trends. På papiret har Madonna gjort det igen. Omrystelserne i kølvandet på 11. september har sat de personlige værdier i centrum. Er der bund i vores liv og sammenhæng i vore holdninger? Så når Madonna tager sin egen karriere og den amerikanske celebrity-kultur op til kritisk vurdering, rammer hun hovedet på tidens søm. I teorien. For en gangs skyld halter et Madonnaprojekt nemlig i praksis. Det intellektuelle og følelsesmæssige udbytte af Madonnas selvkritik og hendes kritik af berømthedskulturen kan groft sagt beskrives som intelligente almindeligheder. Madonna vil gerne træde i karakter og posere som dristig ledestjerne, men genskæret fra de risikofri bekendelser er for mat. Som andre superstjerner omgivet af en hærskare af personlige trænere, opvartere og guruer har også Madonna det med at forveksle sit eget liv med klodens sande tilstand. Tidligere var Madonnas konstante flirt med nye strømninger, (køns)roller og seksuelle signaler simpelthen en ekstremt underholdende historie, hvor man med stor appetit fulgte ethvert nyt kapitel. Uanset om dagens tekst handlede om yoga eller bondage, om torpedobryster eller opnåelsen af en højere bevidsthed i dansegulvets stroboskoplys, fulgte man Madonna i løbetid og på himmelflugt. En uhørt appetit på berømmelse og en sjælden evne til hele tiden at udfordre sig selv gjorde hende gang på gang i stand til at sprænge sine egne grænser. Men Madonna i rollen som selvkritisk popsociolog er klart mindre underholdende. 'American Life' har sine øjeblikke. I 'Nothing Fails' lader Madonna den negative trosbekendelse 'I'm not religious' udmunde i en bøn og en storslået musikalsk brusen, der paradoksalt nok for fulde gardiner giver udtryk for en religiøs følelse. En flot frækhed af den slags, Madonna har en intuitivt sikker fornemmelse for. Men det er den eneste af slagsen. 'Mother and Father' er sangen, hvor Madonna finder det dybere spadestik og kaster et blik tilbage på opvæksten. Et nummer, der giver gode minder om dengang, 'Like a Prayer' åbenbarede Madonna som en ny tids popstjerne, der netop forstod at overføre rockmusikkens personlige udsagn til dansabel popmusik. 'X-Static Process' er en intim, guitarklimprende hymne til den tilstand, hvor forelskelsen forvandler sjælen til blævrende forventningsfuld gelé, og hvor selvbevidstheden kun alt for villigt stiller op til underkastelse: »Jesus Christ, will you look at me/ don't know who I'm supposed to be«. Netop denne inderste angst for ikke at vide, hvem og hvad man er, er måske, hvad der alle dage har været med til at drive denne energibombe af en amerikansk stræber til at yde sit bedste. Her i et sjældent følsomt øjeblik på en cd, der ellers mest lyder som en disciplineret gennemspilning af et stramt tilrettelagt træningsprogram for selvudvikling. Ambitionsniveauet i Madonnas selv- og kulturkritiske projekt får slet ikke det nødvendige musikalske modspil. I denne omgang er Mirwais Ahmadzai ikke den morsomste legekammerat, Madonna har haft. 'American Life' domineres af rytmens tørt knitrende puls. En lyd, der både er småpjanket og lidt død i sværen. Den kalder hverken på det letsindige eller det dybsindige og passer som sådan kun alt for godt til 'American Life'. I 'Ray of Light' fik Madonnas spirituelle aspirationer et opløftende musikalsk udtryk. Set i dét klare lys mangler de store ambitioner på 'American Life' simpelthen at finde et rammende udtryk. Madonna genopfandt nærmest stjernebegrebet i popmusikken. I dag vil så mange være stjerner for en aften eller mere. Skal jeg skifte navn? Skal jeg tabe mig? Skal jeg forvandle mig til ukendelighed for at blive kendt? Når Madonna nu blotlægger usikkerheden bag sit liv som stjernen med den umættelige ambition og den lige så geniale som ryggesløse sans for selviscenesættelse, er det en advarsel til alle unge piger med glubske stjernedrømme. Forstillelsen har som berømmelsen sin pris. Men det er da næsten ikke til at bære, at det kommer fra Madonna! Det er, som hvis David Beckham efter endt karriere satte sig godt til rette på millionerne og advarede ubefæstede unge sjæle mod at spilde tiden på noget så afstumpet som professionel fodbold. Lige præcis Madonna i rollen som showbizmoralist er tættere på dobbeltmoral og skinhellighed, end man kan kapere. For set udefra er den eneste forskel på Madonna før og nu, at Madonna anno 2003 er moden, moder, mangemillionær og mæt, hvor hun tidligere var søgende, single og sulten efter sex og succes snarere end sikring af sin sjælero. Det er lidt for omkostningsfrit at sige fuck it! til den amerikanske drøm, når man sidder på toppen af poppen og for længst selv har indfriet drømmen om det gode liv.