I modsætning til tidens mange duoer med kvindelig og mandlig vokal til at stive hinanden af i front, må trioen Yeah Yeah Yeahs klare sig med blot Karen O's stemme. Det gør ikke så meget. For hun klarer at bygge en stemning af drivende rå sex op helt alene med få udbrud som »Uh huh, uh huh, uh huh, uh huh, ahhhh haaah« i sangen 'Black Tongue'. En af de små, primitive hormonskud på debuten fra trioen, som sidste år udgav et minialbum, 'Fever To Tell'. Vi befinder os i en cool heksekedel af pop og punk i selskab med et band, der kan både sangbogen med The Cramps og Jon Spencer Blues Explosion. Musikken er lige så flosset, sønderrevet og sexet på en yderst direkte måde som de forrevne netstrømper, Karen O normalt optræder i. Det gjorde hun sidste år sammen med guitarist Nick Zinner og trommeslager Brian Chase på Roskilde Festival. Forhåbentlig kommer Yeah Yeah Yeahs, hvis erklærede formål det er at gøre koncertgenren mindre kedelig, snart igen på disse kanter. De kantede, sylespidse sange, her med Zinners velanbragte, snurrige guitarriffs, er i hvert fald mere lokkende end de fleste barflirter med al deres raseri, drifter i fuld fart og tømmermændsbefængte nedture som i den mere alvorlige 'Modern Romance'. En fortrinlig flirt og fin debut fra en trio, der kan andet og mere end begynderbogen for guitarister.