Stephanie McKay er uforpligtende, men ikke ligegyldig. Hun er naturlig, men optræder samtidig veltrænet og disciplineret. Og selv om debutanten fra Bronx i New York er ung, er hun velbevandret i mange forskellige arter af sjælesang fra klassisk gospel og blues til nuets r&b. Flere af de smidige sange på hendes debutalbum 'McKay' lister sig så selvfølgeligt ind i ørerne, at det er let at forestille sig Stephanie McKay blive en af årets nye soulkometer. Selv om hun åbner debuten med lyden af knasende vinyl og er erklæret fan af nogle af 1960'ernes store stemmer, er Stephanie McKay ingen ortodoks soulnostalgiker. Hun lyder lige så inspireret af Lauryn Hill og Alicia Keys som af idolerne Sam Cooke og Nina Simone, når hun jonglerer med forskellige udtryk for soul. Og så virker det ikke, som om det er en tilfældighed, at Stephanie McKay deler manager med den sydengelske trip hop-gruppe Portishead. Den amerikanske debutant har indspilllet 'McKay' i Bristol og ved samme lejlighed føjet et ekko af Portisheads malende scratch, mørke basgange og sørgmodige keyboardsløjfer til sin egen lyd. Inden hun fik mulighed for at synge sine egne sange, skrev hun for Brooklyn Funk Essentials, spillede guitar for soulkollegaen Kelis og sang kor hos Talib Kweli. Som solist er Stephanie McKay hverken en opsigtsvækkende original eller en upersonlig dusinvare. Men hun er derimod virkelig god til at forvalte sit talent for at samle vidt forskellige stiltræk med en stemme, der kan optræde rustplettet i det ene øjeblik og funklende nylakeret i det næste. Singleudspillet 'Tell Him' er et af albummets mest fængende, men også mest traditionelt skårede soulnumre med et lige så genretypisk emne: Verden ville blive bedre, hvis vi talte ordentligt til hinanden. Musikalsk er der mere at hente i 'Bluesin' It' med det fede, tunge svaj i rytmeleddet, i 'Thinking of You' med det muntert pumpende Jackson 5-agtige kor og i en sang som 'Sadder Day', hvor en fjern trompets skyblå tone er med til at underbygge stemningen i en underklassebevidst sang om en blytung møgdag, hvor kæresten er gået, pengene er brugt, og glæden er blevet væk. 'McKay' er for meget stiløvelse til at være et stort soulalbum. Omvendt er der så meget legende Stephanie McKay med i udtrykket, at det slet ikke er nogen lille debut. Den er let at holde af.