Hvordan laver man rapmusik i overensstemmelse med sin identitet - hvis man er en rødhåret, hvid computerprogrammør fra Portland, USA's svar på Ringsted? James Holland alias Sole løste opgaven ved at tage initiativ til det altovervejende hvide hip hop-kollektiv Anticon. Med base i bohemebyen San Fransisco har Anticon udviklet sig til et af rapmusikkens allermest interessante steder at opholde sig lige nu. Som Sole er resten af grupperingen vokset op til beats fra Run-DMC, Public Enemy og Ice-T. Og de har set deres elskede musik kamme over i kommercialisme, gangsta-rap og sorte stereotyper. Nu tager de den tilbage, ikke ved at mime 1980'ernes rapklima, men ved at sætte sig selv og deres hvide røve på spil og skabe en unik marskandiser-hip hop, der forsøger at sætte lyd og ord på, hvem de er: en flok ingeniørlignende, politisk indigneredewiseass-typer fra middelklassen med angst i metermål ogartyscenenavne som The Pedestrian, Why? og Dose One. Foruden Sole, altså. Hans fjerde album, 'Selling Live Water', begynder med en af den sjældne slags brag, der føles som gennembruddet for en ny scene: »Cops ain't shit to me/ Jobs ain't nothing but free pens and long distance calls /The white man is the fucking devil/ I wanted to be black at age 14«. Så er scenen sat, og som det måske fremgår, er rim ikke noget, den speedrappende Sole går voldsomt højt op i. De omfangsrige tekster i cd-hæftet er da også proppet, som om der var tale om romansider, ikke raplyrik: »Truth is I only rap 'cause I ain't smart enough to write a book«. Udsynet er dystert og desillusioneret, men ikke mindre fantasifuldt af den grund. En titel som 'Pawn In The Game' fortæller vist alt om Soles forestilling om individets magt icorporate America, og en galopperende nihilisme trænger frem overalt: »And the moral of the story is there is no story«, hedder det illusionsløst. Men Sole klynker ikke, snarere er en obskur galgenhumor motoren i hans kulturpessimistiske tekstmassiv: »This is what your bones will sound like when they play 'em in space«, triumferer han, før en gysende, scratchet sampling af Portisheads 'Cowboys' tager over. Albummet er i det hele taget mesterligt produceret af Anticon-folkene Jel, Alias og Odd Nosdam. Musikken kan bedst beskrives som groft groovy collager, der støtter og perspektiverer Soles om ikke weltschmertz, så USA-schmertz: Hér balancerer han på et yndigt, fjernt klaverstykke som på vakkelvorne isflager, og dér afløser et old skool hip hop-beat et forvrænget guitargroove, der ellers var tæt på at drukne Soles stemme i støj. Det er hip hop som vrangvilligt samlesæt, hip hop med minuspolerne mod hinanden. Kulturkritisk og kultursmovsende. Hip hop, der i tusindvis af ord trygler én om at slå hjernen til, før man ender med »a receding hairline and a shit-eating grin«.