Björk er unik.En utilpasset verdensstjerne, et goddamn usandsynligt mainstreamidol. Ikke blot er hun en passioneret og original sangerinde, hun opblander også provokerende ubesværet elektronisk avantgarde med popappeal. Napper i forbifarten Den Gyldne Palme i Cannes for sin uimodsigeligt fremragende præstation i 'Dancer In The Dark' og kan også som måske den eneste popstjerne på kloden udgive et bokssæt med hele fire fuldlængde-cd'er og en kort dvd, der dokumenterer koncerterne i forbindelse med samtlige hendes studiealbum plus det løse fra hendes voksensolokarriere - uden at fremstå som kold og kynisk spekulant. Forestil dig et Madonna-bokssæt med samme indhold ... Nej, vel? Men, fornøjelsen er helt på i hvert fald denne anmelders side med 'Livebox', der er et både udviklingshistorisk dokument og lidt af en kunstnerisk kolos. Björk er en ægte eventyrer, og åbner man 'Livebox', så stirrer man ned i en pandoras æske af musikalitet. Rejsen er selvfølgelig kortlagt på forhånd: kronologisk opbygget med en live-cd fra omkring 'Debut'-albummet, en fra omkring 'Post', 'Homogenic' og 'Vespertine'. Men allerede under den første cd's unplugged-koncert fra 94 er islændingen ude i kreative udskejelser, i færd med at mæske sig på det musikalske smörgåsbord med et større orkester i ryggen farvet af især asiatiske traditioner: Der er Talvin Singh på tablas og et gamelan-orkester, der spinder et repetitivt netværk under 'One Day'. For så på næste skæring at forstumme til fordel for en forunderligt nøgen version af 'Venus As A Boy' - Björks stemme, et spinet og en helt banalt brillant sang. Musikken bliver - både optagelsesmæssigt og kunstnerisk - stadig mere raffineret op gennem årene, men allerede i de tidlige optagelser nægter Björk at goldt reproducere pladernes indhold. Det myldrer med elektroniske ombrydninger af originaler og med traditionelle musikere, der blæser uventede farver i sangene. Harmonikaen trækker sin traditionalistiske blæsebælg gennem 'The Modern Things', 'Big Time Sensuality' får et skud drum'n'bass-adrenalin. At det så resulterer i et par lidt stivbenede og umage iscenesættelser på de to tidlige live-cd'er, det tilgiver man, al den stund at selv de mest heterogene blandinger er umiskendeligt inspirerende. I 'Homogenic'-perioden 1997-1998 - den tredje cd - er der sket et skred. Strygere og programmører er blevet en fast integreret del af showet, og Björks ambition om at forene fortid og fremtid, strække sig med sine dybe islandske rødder intakte langt ud i den digitaliserede uvished, får pludselig en helt elastisk, helt ubesværet kvalitet. Hvad der før var unikke sammenstød mellem 1990'ernes elektromusikalske nybrud og en urkraft fra Island, men netop også sammenstød, smelter nu sammen til et vidtrækkende, ubrudt kontinuum af ekstrem emotionel styrke og nytænkende konstitution. Og måske det mest forunderlige: I dette kontinuum rusker et uvejr af påvirkninger fra breakbeat, techno, pop, electronica, old school avantgarde, flamenco, klassisk partiturmusik. Noget så sjældent som formfuldendt friktion. Lykkeligvisfølger 'Livebox'ikke stramt inddelingen i album. 'Vespertine'-live-cd'en rummer uddrag fra 'Dancer In The Dark'-soundtracket 'Selmasongs', og de tre sidste live-cd'er rummer alle omfortolkninger af tidligere sange. For Björk vokser, og en sang er ikke en definitiv størrelse - slet ikke i hænderne på en islænding, der med årene trækker sangene op i stadig mere nytænkende luftlag, samtidig med at hun blotter stadig dybere emotionelle afgrunde. For åbent tæppe. Det ville selvfølgelig være umuligt, hvis ikke Björk var så sublim og kompromisløs en performer, en så rigt facetteret sanger, der har formået at bevare sin nøgenhed, naivisme, hengivenhed, sin til tider infantile begejstring - destilleret med smukke resultater af en kunstnerisk fuldmoden kontrolinstans. Sangstilen er unik og kopieret verden over, og spændvidden er bemærkelsesværdig, hvilket man til fulde får demonstreret. Blandt de absolutte perler er 'So Broken', hvor stemmen tvinges ud i helt ukrukket, hvidt smertende territorier. Og i den anden ende af skalaen, den stilistiske tour de force, swing-perlen 'It's Oh So Quiet', hvor Björk er en veritabel jukebox af forførende tricks, frydefuldt kruk, skrig og hvin. Midt i popkulturens åndssvage søgelys holder Björk åbenbart ikke op med at vokse, og det demonstrerer 'Livebox' som et udviklingshistorisk dokument sublimt. Rent kunstneriskgår det hele op i en højere enhed med 'Vespertine'-live-cd'en, hvor kunstnerne omkring Björk aldrig har været bedre, mere meddigtende, mere udfordrende: duoen Matmos' knitrende, lysende, sugende, dragende programmeringer, der klinger helt fantastisk, Zeena Parkins' ekspressive harpespil, koret, minisymfoniorkesteret. En stor kunstner løftet af et stort kollektiv. Den medfølgende dvd er en fin let anretning med fem fremragende numre, og et hæfte gemmer på et uddybende filosofisk interview. Med 'Livebox' er den pandoras æske af fryd og smerte, harmoni og disharmoni, innovation og emotion, som en Björkkoncert er, blevet pakket og gjort klar som takeaway. Klar til at åbne, hver gang man skulle have brug for ikkepopulistisk fastfood, men noget uendelig meget dybere og mere nærende.