Shelby Lynne har blik for gode titler. Til et album med 12 - fine! - sange i 12 forskellige retninger må 'Identity Crisis' siges at være den helt rigtige titel. Hvis 36-årige Shelby Lynne ikke ganske har styr på sin egen identitet, er der måske ikke så meget at sige til det, men musikalsk er der absolut ikke tale om nogen krise. Tværtimod. Efter at have udgivet en stribe plader i relativ anonymitet blev Shelby Lynne pludselig hevet op af cowboyhatten i år 2000 som countrymusikkens redningsdame med 'I Am Shelby Lynne'. Albummet kunne overbevise enhver om, at en glimrende sangskriver var i svøb, og ironisk nok vandt sangerinden en Grammy som årets bedste nye navn i USA! På opfølgeren, 'Love, Shelby', fortsatte de gode takter, om end indpakningen mindede mere om Shania Twains popcountry, og Shelby Lynne fremstod ligeledes selv mere og mere som en pinupmodel fra prærien. Så meget desto mere glædeligt er det, at Shelby Lynne denne gang stort set har skrevet, indspillet og produceret sit album selv med en smule velvalgt hjælp fra blandt andre Bill Payne (keyboardgeni i Little Feat). Her er ingen staffage, bare et dusin nøgne sange - hør for eksempel den smertelige vokal i den intense 'I Don't Think So'. Shelby Lynne har skrevet numrene i den tradition, hendes idoler som eksempelvis Patsy Cline og Hank Williams har fulgt, men ikke desto mindre er der tale om et stærkt personligt album. Med enorm variation. Den støder man på allerede i de første numre fra den groovy swingende 'Telephone', over en solid blues i '10 Rocks' til den melankolske ballade 'If I Were Smart' og rockeren 'Gonna Be Better'. Senere følger 'Lonesome', der sidder perfekt i Patsy Clines klædeskab, 'Evil Man', som ville ligge fint i munden på både Hank Williams og Elvis Presley, samt den jazzede 'Buttons And Beaus', man snildt kunne forestille sig fremtryllet af Rickie Lee Jones ved klaveret. Sangen rummer en af de skæbnefortællinger, Shelby Lynne mestrer: »Your mama's a whore, your daddy's dead/ she went and made you a hard road to tread«. Det er muligt, at man kan kalde Shelby Lynnes mangeartede musik en identitetskrise, men en mere korrekt beskrivelse er, at det slet og ret er djævelsk god musik. Som sammen med Emmylou Harris' blåtonede grædetæppe understreger, hvor stor variation der er i den mere kunstnerisk tunge ende af country. Kløveren gror sig saftig, når cowgirls får the blues og må fælde en tåre.