Sangeren, guitaristen, forfatteren og skribenten Klaus Lynggaard trækker sin rustne stemme op af brøndens mørke vand, men det vil næppe indbringe ham Årets Nattergal. Men på 'Tiden går bort' har femmandsorkestret Strejfer udviklet sig til en på én gang forpjusket og stilfuld størrelse i danskrockens voliere. Her er det en dyd at sjunge med eget næb. 'Tiden går bort' er håndspillet og rustik beatmusik med rødderne begravet dybt i Ruder Konges tid, fra dengang da det var strengt forbudt at lyde som professionelle levebrødsmusikere. Men der bliver spillet sammen, så det kan høres. Interaktionerne er i fuld gang. Der er liv i kludene og hjerter på spil. Med en egen forhutlet vitalitet og helt og aldeles efter forgodtbefindende blander Strejfer folk, rock og trækharmonikaens smægtende længsler. Trådene er ved at blive samlet. Her kunne Lulu Ziegler og Nick Cave såmænd godt finde på at slå kludene sammen med en lille vals, en trommehvirvel og en 60'er-harmoni som forlovere. Strejfer er et godt navn på et band, der på egne veje strejfer rundt i traditionen. På tryg afstand af pladebranchens mere civiliserede egne. Det er et univers, hvor arven fra Thøger Larsen og Johannes V. Jensen prøver at stå i direkte forbindelse med Kim Larsen og først og sidst Steppeulven Eik Skaløe. Her er plads til socialt 'Bundfald' og en birkevinssvimmel hyldest til Jeff Buckley. Forbundet af Strejfers særlige sans for det makabre. Så Strejfer springer direkte i nattens direkte fra en 'Nattergal' på sjette sal til en kulsort undergangsvision 'Planet', der for fuld syreguitar og indiansk messen sejler over i en afsluttende monolog med direkte afsæt i 80'er-generationens 'Blade Runner'-mani. Her bliver Strejfer dybere end godt puttet ned i sine selvdefinerede tidslommer. Poesien som poseur klæ'r Strejfer bedre. Men det er på den anden side sagen i en nøddeskal; utilpasset, på vildspor i tiden og de egne veje. Strejfer lever op til sit navn. Outsider af navn og gavn.