Storbyens guldgravere i Klondyke nyder 'Solskin på Nørreport Station' og falder i staver over naturens rullende gang: »hvorhen går bølgerne? Hvorhen? Hvorhen? Kommer det svundne aldrig mere igen?«. Ak, ja, fristes man til at tilføje med et lille suk. Den danske rock og dens poeter er sandelig kommet i moden alder og henfalder til fri filosofi over det store i det små, hverdagens trummerum, tidens ubønhørlige gang og evighedens udstrakte under. For Klondyke, der er ude med album nummer to, 'Lille vampyr' er der nærmest tale om en slags zenbuddhisme fra drenge i 40-års alderen. Det lyder muligvis lidt træt, resigneret og melankolsk på den midaldrende måde, men er ikke desto mindre smukt, vedkommende og insisterende nærværende i al sin stilfærdige enkelhed. Da Klondyke sidste år debuterede med 'Guld', faldt kritikerne over hinanden på vej til bedet med roser. Thi, her var endelig et band med en egen underfundig humor i de poetiske sange fra den danske hverdag. Den slags kan pressens i sagens natur ordbegejstrede skribenter selvsagt godt lide. Men pladekøberne var mere forbeholdne over for den simple, let skramlede lyd fra Klondyke. Men med 'Lille Vampyr' må man overgive sig definitivt til sanger og sangskriver Mikael Ryberg Kristensens charmerende, konkrete, skæve og selvironiske indfald om for eksempel en næsten glemt ferieflirt mellem to cirkusartister i et fly over Grækenland: »Vi sad i fly fra Kalamatha til Athen/ og drak Retzina mens du barberede ben (...) du blev kaldt »Strawberry, den uforlignelige«/ Når du var løvetæmmerinde i manegen/ Jeg var den flyvende trapez fra Brooklyn/ En dagdrømmer uden sikkerhedsnet«. Lige så surrealistisk smukt som den moderne version af 'Konen med æggene' i 'Solskin på Nørreport Station' om postbudet fra Sønder Boulevard, der vinder i lotto, men kommer grueligt galt af sted. Eller stort set hvilken som helst af disse små, fine sange, der løfter den danske hverdag ud af det kedsommeligt grå og op i poesiens blå. Musikalsk kan man, som Klondyke selv gør, indvende, at »den røde rejsegrammofon kun sjældent rammer kammertonen«. Med andre ord er der langtfra tale om storladne arrangementer, vi er snarere i et skrabet, jordstrygende og gammeldags univers, der emmer af cirkus, jazz, viser, baggårdspop og rock for folket. Men hvad gør det, når man kan sætte alt det sammen til finurlige sange, man får lyst til at nyde igen og igen? Så burde man som Mikael Ryberg Kristensen kunne konstatere: »Min fremtid er så lys jeg må ha solbriller på«. Rent økonomisk har Klondyke desværre næppe udsigt til den store gevinst, men berigende er det at lytte til gruppen, som med 'Lille vampyr' definitivt har sat sit særegne, men smukke og sjove præg på den danske rockscene.