Den tid, da en Van Morrison-udgivelse fik det til at skælve i annalerne, er definitivt forbi. Det minder snarere om familiefester. Man ved nogenlunde, hvad der vil ske. Det er mere et spørgsmål om, hvorvidt stemningen er god eller dårlig. Van Morrisons første optræden på Blue Note er en hyggelig og tilbagelænet affære. Uden at overanstrenge det musikalske blodtryk bevæger Van Morrison sig kærligt rundt imellem de genrer, han igennem årene har fortolket så egensindigt. Men 'What's Wrong With This Picture' viser sig at være lige så bitter som kærlig. Han tager et opgør med popstjernekulten så indædt, at man næsten skulle tro, der var tale om et medlem af Aqua eller Spice Girls og ikke om den stovte artist Van the Man, der næsten i kedsommelig grad nyder så rigeligt med respekt, men ikke ligefrem forfølges af horder af hylende teenagepiger og glubske gossipjournalister. Denne modsætning mellem et særdeles tilbagelænet, blues-domineret musikalsk anslag og et tekstunivers, der nærmest bevæger sig i stik modsat retning, er, om ikke andet med til at gøre dette Van Morrison-album til en noget anderledes oplevelse. Van Morrison tegner et selvportræt af en kunstner, der nægter at være fanget i sin egen myte. En kunstner, der fnyser, at han hverken har et tv-show eller et hit. Hvilket næppe overrasker mange. Han vil bare ha' lov til at spille sin musik. »Jazz Blues & Funk/ That's not Rock'n'Roll/ Folk with a beat/ And a little bit of soul«. Til og med rockabilly på en musikalsk varm og livlig plade, der vel sætter en slags rekord ved at få nævnt både Sartre, Camus, Nietzsche og Hesse i én sang og lade 'Hesse' rime på 'distress' og 'loneliness'.