Som rockby er New York hot. Det var den også, da Blondie hærgede i anden halvdel af 1970'erne og nærmest inkarnerede scenen. Punkbevægelsens cool poporkester satte første gang punktum i 1982. Sangskriveren Chris Stein blev hundesyg, og den firskårne superblondine Debbie Harry plejede skiftevis Stein og en halvsløj solokarriere. Men tiden går, og i 1998 genopstod Blondie som så mange andre ikoner fra en hæderkronet fortid. De gode gamle dage var blevet guld værd. 'No Exit' antydede imidlertid året efter, at Blondie stadig ville lege med i front, men alligevel er man noget uforberedt på omfanget af ambitionerne bag 'The Curse of Blondie'. Chris Stein, Deborah Harry, Jimmy Destri og Clem Burke har lavet deres nok mest ambitiøse udspil nogensinde og har på trods af 16 års liggen brak heller ikke glemt, hvordan man skriver et hit og skruer det sammen. En oprindelig tilblivelsesperiode på mere end to år blev afsluttet i september 2001. Så fulgte en forvirrende tid med at skifte pladeselskab. Hvorpå turen gik tilbage til studiet og endnu nogle numre til samlingen. Resultatet er et smukt skrummel. 100 idéer blomstrer om kap uden at veteranernes indarbejdede identitet bliver rystet en tomme eller tøddel. 'Shakedown' åbner Blondiemonstrets bal med Debbie Harry i rollen som knastør sexrapper og r&b-'reporter' fra New Jerseys urbane ødemark. 'Good Boys': En skamløst velsmurt letvægtsting. Blondiepop i retrohumør. For god ordens skyld også leveret i remix ved Giorgio Moroder, der i 1980 lavede 'Call Me' for gruppen. Også 'Undone' lægger sig tæt op ad de gamle opskrifter og går rent hjem i hithuset. Men man kan ikke beskylde Blondie for at ville score kassen ved at sælge gamle laurbær til discountpriser. 'The Curse of Blondie' satser stort. Også større end sund kommerciel fornuft umiddelbart byder, og det er jo bare herligt! 'Magic (Asadoya yunto)' flirter begavet med det japanske med en omskrivning af en folkesang fra Okinawa. 'Golden Rod' og 'Last One In The World' rocker så hårdt, at gruppens alderstegne kernepublikum må få elektriske ål i støttestrømperne. 'Background Melody' (the only one') er en vellykket fusion af retrotekno og sirupstrygere. 'Hello Joe' mindes Joey Ramone og er pladens melankolske stund med et lige så forsigtigt som medhørende omkvæd. 'Desire Brings Me Back' blander dissonant avantgarde med Harry i rollen som storyteller med en stemme så mørk og kvindelig som et stykke mørk bitter chokolade, der løber smeltende ned i øregangen. Det er et ekstremt afvekslende album, der hele tiden ikke mindst takket være en stadig lige stilfuld Debbie Harry-vokal er klar i profilen. Den voldsomme stilistiske volumen er på en måde en pudsig modningsproces for et band, der startede med at have sin force i dødbringende sikker coolstil og knivskarpt doserede energiudladninger. Med Blondies imponerende genopstandelse får den nye bølge i New York resonans. Også fortidens New York lever i nuet.