Seks år efter at han debuterede som solist, har Wyclef Jean udgivet et album, hvor han for alvor indfrier løfterne fra fortiden i The Fugees. Sammen med sin fætter Prakazrel Michel (kaldet Pras) og dennes gymnasieveninde Lauryn Hill udgjorde Wyclef Jean fra 1987 og ti år frem den New York-baserede hiphoptrio med tydelige rødder i reggae, soul og jazz. På nyheden 'The Preacher's Son' henter Wyclef Jean inspiration fra de samme, gamle kilder og flere til, med det resultat at han skaber spraglede og spirituelle stemninger i retning af dem, The Fugees stod for - bl.a. på succesalbummet 'The Score'. Titlen 'The Preacher's Son' skal læses bogstaveligt. Den 31-årige haitiansk/amerikanske musiker med fødenavnet Nelust Wyclef Jean er præstesøn og har komponeret sit nye album under indtryk af faderens død for to år siden. Tabet af faderen fik sønnen til at ville mere med sin musik, end han har villet længe, og 'The Preacher's Son' lyder nødvendig. Uden at sætte lighedstegn mellem det alvorlige og det kedsommelige. Som hiphopprofet er Wyclef Jean af den udogmatiske slags, der udnytter sin veludviklede melodiske sans optimalt og samtidig sørger for at alliere sig med nogle gæster, der for eksempel kan give nostalgien modstand, når kærlighedserklæringerne til Wonder, Gaye, Robinson og de andre soulguder fra 60'erne og 70'erne er lige ved at blive for nostalgiske. En af gæsterne er Missy Elliott, som i 'Party to Damascus' har nordafrikanske guitarguirlander hvirvlende bag sig, mens hun rapper så swingende som en fastelavnstønde, der får tæsk. Lige så fed og festlig er 'Celebrate' med Patti LaBelles støvede soulfunkstemme i front. Og 'Three Nights in Rio' hvor Carlos Santanas lårbrede elguitar lægger endnu en farve oven i den brasilianske hiphop. Wyclef Jean selv har ikke verdens mest elegante rapvokal. I nogle numre er der så meget slitage på stemmebåndet, at han lyder, som om han har råbt hele natten. Inden han gik i studiet. Eller indtaget en overdosis af sit foretrukne nydelsesmiddel - marihuana. Men det klæder hans ofte frække og labre musik, at han selv er hæs som en krage og dvask som en chimpanse. Det er medvirkende til, at 'The Preacher's Son' befinder sig langt fra hitlisternes mere polerede hybrider af rap og soul. Præstesønnens kollektivistisk stemte album er en fest i øjenhøjde med tiden og gaden.