'I'm Like A Bird' gjorde med ét slag den blot 20-årige canadier Nelly Furtado til en stjerne. På opfølgeren 'Folklore' påkalder hun et andet dyr, idet allerede åbningsnummeret fastslår, at hun ikke er nogen 'One-Trick Pony'. Et symbolladet hovdyr nært beslægtet med døgnfluen. For at understrege seriøsiteten er det Kronos Kvartetten, der har leveret det opløftende strygerarrangement på nummeret. På 'Forca' spiller Bela Fleck banjo, mens manden med øjne og stemme som ahornsirup, brasilianske Caetano Veloso synger duet på 'Island of Wonder'. Strategien musikalsk respektabilitet fungerer efter hensigten. Læg dertil, at sange som 'Powerless' og 'Explode' har oplagt hitpotentiale på en cd med en musikalsk spraglet sound. Centralt står Nelly Furtados pebermyntefriske stemme og attitude. På debuten 'Whoa, Nelly!' lød hun som landsmandinden Alanis Morissettes ubekymrede kusine af en ung neo-hippie. Lidt mere alvorlig er hun blevet i tonefaldet, men er immervæk tættere på det farvestrålende end det unødvendigt bekymrede. På 'Saturdays' tipper det over i det rene pjank, men det meste af tiden er det bare forfriskende. Furtados forældre er portugisere indvandret fra Azorerne, og på 'Folklore' får det portugisiske element lov til at spille en rolle i en charmerende og sprælsk popmusik, der gør godt i bredden, hvad den måtte mangle i dybde.