Sange i Stereo vandt i foråret DR's musikkonkurrence Karrierekanonen. Dermed var det ikke noget helt almindeligt dansk orkester, der løb med laurbærrene. De syv medlemmer af gruppen er forenede i begejstring for noget så umoderne som, hvad de betegner som den danske »bandlyd fra 1970'erne og begyndelsen af 80'erne«. For at fastholde sin identitet besluttede Sange i Stereo sig for at gå i studiet med sit eget lille dogme-manifest i hånden. Der var tre regler: 1. SiS vil ikke indspille til computerstyrede click tracks. 2. SiS vil ikke bruge autotune på vokalerne. 3. Trommerne skal være papkasser. Således skete det. Det kan således ikke undre, at det er en varm og venlig lyd, der kommer øret i mødet fra de gamle dages nutidsorkester. Vokalen tilhører Mathias Grip, der tidligere har været ude med en solo-udspil, men tekst og musik er begået af gruppens percussionist Ulrik Bencard. Især som tekstforfatter er Bencard et talent, der kan den svære kunst at skrive tekster om det, der ligger lige for, så det lægger sig mundret på tungen. En tekst som 'En vej jeg aldrig gik' fungerer som regulær dansktop med lige præcis det ekstra strejf af naturlig klasse, mens 'Farvel og goodbye' får én til at føle, at hverken Danseorkestret, Tøsedrengene eller News på godt og ondt har levet forgæves. Men »Kan du huske søde Ida/ som vi begge ville ha'« er måske liiiiige at stramme den. Bedst er Bencard, når skriver fra sin egen dagligstue om ting, der virkelig vedkommer ham. Tømmermænd f.eks. 'Tømmermanden' er en præcis personlig beskrivelse af et kun alt for velkendt fænomen. Bondeanger og rystesyge bekæmpes med pizzabud, orangejuice, litercola og video. 'Ikke i dag' har den samme påtrængende fornemmelse af virkelig at ligge forfatteren på sinde. En sang om at ligge i sin seng og føle sig sovegrim og beslutte sig for, at dagen ikke rummer andre muligheder end en enkelt pils og dynens gode gemmested. Et skræmmende portræt af nutidens indolente ungdom, hvis det ikke lige var fordi, at musikkens kompetence jo så sandelig var bevis på, at de unge mennesker ikke kun har spildt tiden på tant og fjas og tømmerdrenge. Musikken på 'Ingen hjemme' er nemlig nydeligt afbalanceret og smukt udført. Sange i Stereo strejfer sig vej frem mellem folk, funk og danskpop. Man kunne måske endda have anet en dansk pendant til Bo Kaspers Orkester i støbeskeen, hvis blot det hele havde været lidt mere opsigtsvækkende. Hvis melodierne havde været lidt større og arrangementerne lidt mere overraskende. Matthias Grip synger fint, men en lidt mere skæv tilgang ville have klædt Bencards ofte ganske underfundige tekster. Det er tekster, der tager det sure med det søde. Men sunget af Grip får det syrlige ingen brod, og er der sødme, så er det en sødme, der mangler en Tue Wests troskyldighed. Som det er nu bliver Sange i Stereo hængende i fingerfærdig ferskhed, der alle musikalske og tekstmæssige kvaliteter til trods, ikke lader sig ryste helt nok.