Jay-Z er ikke verdens bedste rapper. En kvik tekstforfatter med et nærmest arrogant flow, javel, men så heller ikke mere. Til gengæld er han en af de største, hvis vi tager den økonomiske målestok i brug. Fra ingen verdens ting har han opbygget et reelt imperium, som han selv kontrollerer. Han er legemliggørelsen af den amerikanske drøm, en sort Onkel Joakim i baggy pants. Og nu, på toppen af sin karriere, vælger han at stoppe med udgivelsen af sit pompøst betitlede 'Black Album'. For at koncentrere sig om sine forretninger. Hvorfor? Fordi det bedst kan betale sig, såmænd. Jay-Z alias Sean Carter havde hele planen på plads, allerede inden hans debut, 'Reasonable Doubt', udkom i 1996: Han havde etableret sit pladeselskab Roc-A-Fella Records, og han kunne i ro og mag sælge pladens distributionsrettigheder til højestbydende. Senere er Roc-A-Fella muteret, så selskabet i dag også indbefatter Roca Wear, et stinkende succesfuldt tøjmærke der kan erhverves overalt i New York og såmænd også her i landet, foruden diverse nebengeschäfter som filmproduktion og koncertbooking. Årsagen til Jay-Zs eksplosive succes skal findes i hans effektive forhold til at skabe musik. Allerede fra begyndelsen forstod han at kombinere sine street-fortællinger - den unge Seans far smuttede tidligt, og forudsigeligt nok begyndte den kommende rapper sin karriere i crackbranchen - med catchy popomkvæd fra de rette producere, så han kunne servicere både gaden og mainstreamen. Det allerbedste eksempel på det er hans vel nok største hit, 'Hard Knock Life (Ghetto Anthem)', som via et samplet omkvæd fra børnemusicalen 'Annie' fik lokket beretninger om pistoler, drugdealing og mord ind i de hvide forstadsstuer - og som fik New Yorks hårdeste thugs til at cruise rundt med samme børnesang bragende ud af bilhøjttalerne! Well, siden debuten har Jay-Z rundt regnet sprøjtet et album ud om året, og scoret gigantiske hits som 'Izzo (H.O.V.A.)' og 'Girls, Girls, Girls'. Men nu, i en alder af 33, skal det altså være slut med udgivelsen af 'The Black Album'. Og om noget er pladen det endegyldige bevis på, at Jay-Z er en bedre forretningsmand end musiker, og at det egentlig er udmærket, at han nu har besluttet sig for at bruge sin tid bag skrivebordet. Albummet indledes med 'December 4th', hvor selveste Jay-Zs egen mor taler om fødslen af sin søn, som om hun havde givet liv til Jesusbarnet. Nummeret er en ikke ueffen, rappet selvbiografi, hvor Jay-Z fortæller om, at han fodrede sin mor med crackpenge, men bildte hende ind, at de stammede fra musikken: »I hit my momma with cash from a show that I had/ Supposedly - knowin' nobody paid Jaz like ass«. Men derefter er det ned ad bakke - hvilket bl.a. inkluderer et par meter skuffende båndsløjfe fra topproducerne Timbaland og The Neptunes - indtil midten af pladen, hvor der begynder at ske noget igen. 'Moment Of Clarity' er en stemningsfuld Eminem-produktion, hvor Jay-Z dog overspiller sit mytologiske potentiale en hel del, og den formidabelt legesyge '99 Problems' er en herligt bøvet gang rockguitar-hop, produceret af 1980'ernes Beastie Boys-bagmand, Rick Rubin. Også 'Lucifer', der fængende sampler den jamaicanske legende Max Romeos klassiker 'I Chase The Devil', er en lille perle, og indimellem træder Jay-Z frem som den kløgtige ordgøgler, han vitterligt er. Men det bliver sjældent mere end finurligt og lidt anstrengt, og på trods af den totale narcissisme glimrer han faktisk mest, når han træder nøgternt frem og fortæller no-nonsense- historier fra sin opvækst og ungdom. Som når han taler både kærligt og ligeud af posen til sin afdøde far, eller mindes, hvordan hans mor forsøgte at holde ham hjemme ved at forære ham en ghettoblaster. Resten af tiden optræder han mest af alt som en bankdirektør, der har større kærlighed til business end til ord. Jay-Z er en mand, der har lavet glimrende musik, men ikke desto mindre en mand, som jeg ikke kommer til at savne på hip hop-scenen.