Hvis John Frusciante var en rødvin, ville man sige, at den havde en yderst spændstig struktur, en helt særegen smag med friske bær og en nærmest euforiserende virkning. God nu og fremragende til lagring. Hvis John Frusciante var en ret, ville man sige, at fusionen mellem en elegant italienske seafood-salat og en sur-sød kinesisk sovs med en masse velanbragt rød, stærk chilipeber var som komponeret i himmelen. Men nu er John Frusciante bare en musiker, som tilfældigvis spænder over flere tidsaldre og genrer som eksempelvis den dejligt melodiske folkesang 'Wednesday's Song' over balladen 'Song To Sing When I'm Lonely' til de elektroniske eksperimenter i '23 Go In To End' og den stumt forstenede begravelsesstemning i den ligeledes elektroniske '00 Ghost 27', hvor guitaren står i midten og hyler som et ensomt skrig. Det er der ikke meget blæret guitarist på solomission over! Tværtimod er det let at høre, hvorfor netop John Frusciante med det melankolsk syngende guitarspil har tilført Red Hot Chili Peppers kreativ styrke på de to fremragende album 'Californication' og 'By The Way', som her har fået et spraglet modspil. Ildsjælen kæmper stadig med dæmonerne fra sit livstruende narkomisbrug - »I was afraid to be me«, som han synger i 'Ricky'. Men nu kanaliserer Frusciante kræfterne ud i musikken med dette storslåede resultat. 18 sange er måske lige i overkanten, men rastløs entusiasme kan være svær at styre.